Muslimsk. 5.000 indvandrere fra lande uden for Europa skal have deres førtidspension revurderet. Kritikere mener, at regeringen har kurs mod et konventionsbrud.
På kant med konventionen
Det er efterhånden længe siden, at stramninger af udlændingeloven blev anset for at være det eneste værn mod, at for mange svært integrerbare muslimer slår sig ned i Danmark. Arbejdsmarkeds- og socialpolitikken er for længst blevet en del af indsatsen. Sidste år indførtes for eksempel sænkede kontanthjælpsydelser for borgere, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravene, ligesom arbejdspligten for personer med såkaldt integrationsbehov blev sat i værk.
Det nyeste initiativ, der kan opfattes som mindre venligt over for indvandrere fra fremmede himmelstrøg, drejer sig om førtidspensionister. Cirka 5.000 borgere skal nu have gransket deres sager for at få afklaret, om de har snydt sig til ydelsen og i virkeligheden er raske nok til at arbejde.



