Nye spilleregler på kontoret

Jeg er ikke bange for #MeToo. Og det er der en god grund til. Jeg tager aldrig initiativet med kvinder. Jeg har aldrig kysset, rørt, flirtet, sextet eller sendt dickpics til nogen, som ikke direkte har bedt mig om det eller har gjort det mod mig først. Kvinder har irriteret og utålmodigt sagt, at de snart ville skride, hvis jeg ikke tog mig sammen og kyssede dem. Andre har fortalt, at de i årevis forgæves har ventet på, at jeg ville tage det første skridt. Det gjorde jeg ikke. Alle kvinder jeg har været sammen med i mit liv, er kvinder, som har taget teten, og jeg ville højst sandsynligt være jomfru den dag i dag, hvis de ikke havde gjort det. Jeg var en genert dreng og voksede op uden helt at kunne læse pigernes, for andre, åbenlyse signaler. Men mest af alt skyldtes det nok, at jeg ikke automatisk gik ud fra, at kvinder gerne ville have et stykke med Brian. Og jeg var forbløffet over, at mine jævnaldrende ikke havde det på samme måde. Hele mit liv har jeg set det som lidt af et handicap, men i disse tider føler jeg mig faktisk heldig.

En enorm mængde mænd i Danmark og resten af den vestlige verden går i disse år og bliver mere og mere nervøse for, at de bliver straffet og udskammet for noget, der var normal seksuel kutyme i fortiden. Dengang mænd gik på jagt efter kvinder, og kvinder gerne ville jages. Dengang kvinder skulle overtales til sex – og gerne ville overtales. Jeg har været en stor fan af #MeToo fra begyndelsen, for jeg mener nemlig også, at der er behov for en kulturændring på de danske arbejdspladser og i nattelivet. Det har jeg ment, flere år før DR-værten Sofie Linde blev født og årtier før afsløringerne af sexisme på TV 2. Men der er forskel på kulturændring og heksejagt.