Et nødvendigt partnerskab kan man kalde den nye alliance, der angiveligt er ved at blive skabt mellem Iran og Rusland. Tirsdag mødtes præsident Vladimir Putin først med Irans religiøse overhoved, ayatollahen Ali Khamenei, og senere med landets præsident, Ebrahim Raisi.

Forholdet mellem de to lande har ellers været belastet. Selvom begge har støttet det syriske regime i den over 11 år lange borgerkrig, har Putin indtil nu været tilbageholdende over for Iran for ikke at brænde sine diplomatiske broer til både Israel og flere arabiske lande.

Men med Vestens flere måneder lange sanktioner mod Rusland er præsidenten nødt til at danne nye alliancer, og i Iran finder han et land, der også lider under Vestens isolation. Ifølge New York Times har den russiske energivirksomhed Gazprom underskrevet en 40 milliarder dollar dyr aftale om at hjælpe iranerne med at udvikle deres gas- og oliefelter, mens et nyt samarbejde om at styrke begge landes banksektorer kan være på vej.

Også den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, var tirsdag fløjet til Teheran for at mødes med sine to kollegaer og dermed vise Putin, at han stadig er Ruslands stærkeste – og nok også eneste – ven i NATO.

Foto: Sergei Savostyanov, Scanpix
Foto: Sergei Savostyanov, Scanpix SERGEI SAVOSTYANOV

Men trods opstillede billeder af de tre statsledere, hvor de står hånd i hånd, er forholdet imellem dem stadig ret kompliceret. I flere måneder har Erdogan talt om at lancere en militæroperation i det nordlige Syrien i kampen mod kurdiske militser, som Tyrkiet anser som terrorister. I et separat møde tirsdag advarede Khameini Erdogan om at gennemføre sine planer. layal