Kommentar. Med drabet i Beirut har Israel genetableret fornemmelsen af at være en usårlig, overlegen magt, der kan ydmyge sine fjender. Hvad vil de bruge det til?

Ny orden eller gamle illusioner

Terrorangrebet på Israel for et år siden fik to sandheder om Israel til at krakelere. Den ene var, at Israels militære styrke i realiteten gør landet uovervindeligt. Det var så chokerende nemt for Hamas at ramme Israel dybt og længe, at dets formidable forsvarsværk lignede et sandslot ved højvande. Den anden sandhed var, at Israel kan forudsige sine fjenders bevægelser og derfor slå først. Men Israels mytiske efterretningstjenester overså de åbenlyse tegn på terrorangrebet i en sådan grad, at de fremstod som slumrende pensionister i en strandstol i Tel Aviv.

Det var et historisk, eksistentielt slag. Allerede Israels første premierminister, David Ben-Gurion, vidste, at det lille, af fjender omringede land måtte have militær afskrækkelse og profetiske evner som bærende forsvarssøjler. Det var derfor, Ben Gurion var så forhippet på at skaffe sig kernevåben. Og derfor, at efterretningstjenesterne, Mossad og Shin Bet, har været så afgørende for israelernes historie og selvforståelse.

kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også