Leder. Hizbollah er stærkere end alle andre, der påstår at kæmpe for Palæstina. Og de overstråler alle andre i deres grænseløse hykleri og kynisme i forholdet til palæstinenserne.
Det stakkels folk
DEN lange, forfærdelige borgerkrig i Libanon sluttede i 1990, og samme år udgav den store britiske mellemøstkorrespondent Robert Fisk sit hovedværk, Pity the Nation. Titlen er fra et digt af den libanesiske poet Kahlil Gibran, der fortæller om det »stakkels folk, delt i fragmenter/hvert fragment påstår at være et folk«. Gibran tænker nok på sit hjemland, der har 18 anerkendte religiøse grupperinger, og hvis sekteriske politiske system er lammet af modsætningerne mellem kristne, drusere, shiaer og sunnier. Men på bogens forside ses et fotografi af en gammel palæstinensisk kvinde foran en mur fyldt med skudhuller, og det er først og fremmest palæstinensernes skæbne, titlen leder tankerne hen på.
UENDELIGE analyser gennemgår nu, hvordan den lange konflikt mellem Hizbollah og Israel atter er flammet op som krig. Nu prøver Israel igen at få kontrol over sin nordlige grænse med massive angreb, der koster hundreder af liv i Libanon. Mange hundredtusinder er sendt på flugt på begge sider af grænsen. Måske vil de aktuelle udvekslinger ligne den korte krig mellem parterne i 2006, hvor Israel prøvede at stække Hizbollah uden det store held. Men frygten er en gentagelse af krigen i 1982, hvor Israel invaderede Libanon og fastholdt besættelsen af den sydlige del af landet i 18 blodige år, der endte med nederlag og tilbagetrækning.
Del:
