Nordens fald

Tirsdag er det 500 år siden, at Norden gik i stykker, så broderskabet med tiden splittedes ad i tre, fire og fem stater plus flere mindre enheder. Det var denne dag, 6. juni 1523, at den unge, aggressive adelsmand Gustav Eriksson lod sig vælge til konge af Sverige. Det skete på et rigsråd i Strängnäs midt i Mälardalen, hvor Vasa-slægten, som Eriksson tilhørte, havde sin magtbastion.

Samme aften aflagde en deputation af svenske herremænd ærbødig visit hos to udsendinge fra det mægtige Hanseforbund, rådsherrerne Bernt Bomhouwer og Herman Plonnies fra Lübeck, der var ankommet til Strängnäs for at overvåge »Electio Gustaui«.

»Under det officielle besøg annonceredes resultatet af kongevalget, og det meddeltes, at der var truffet beslutning om 'til evig tid ikke at vælge nogen fremmed konge eller guvernør'.«

Sådan hed det i den rapport, som Bomhouwer og Plonnies afleverede hjemme i Lübeck. De refererede også Gustav Vasas takketale til rigsrådet: »Han betonede herved for menigheden Lübecks store fortjenester for riget, hvorved der udtryktes taknemmelighed over for Hansestaden.«

Operationen var lykkedes. Man havde fra Lübecks side støttet Gustav Eriksson og hans oprørshær for at skabe størst mulig disruption og splittelse i Norden. Strategien bestod i en kombination af militær støtte, fake news og cyberwarfare på blæk.

Med kongevalget aflivede Gustav Vasa nemlig den Kalmarunion, som Margrete 1. havde etableret i 1397. Et rige, der strakte sig fra Grønland til Finland og fra Nordkap til Holsten. Den visionære Christian 2., der satte sig på tronen i 1513, havde store planer for økonomisk udvikling i hele riget, og han var derfor en trussel mod Hanseforbundets magt. Derfor støttede Lübeck den krigeriske provinshøvding Gustav Eriksson: jo flere hidsige småkonger i små riger, jo bedre.

Samtidig var adelen i både Danmark og Sverige stærkt fortørnet over Christian 2.s nyskabende fremfærd med lovgivning, hvor han forsøgte at styrke den moderne, fremadstræbende borgerklasse. I Danmark samlede adelen sig bag Christian 2.s farbror, hertugen af Slesvig-Holsten, der blev udpeget som marionetkongen Frederik 1.

Christian 2. blev genstand for en voldsom hetz, hvor han i Danmark blev affærdiget som »ukristelig og utilbørlig«, mens han i Gustav Vasas antidanske kampagne gik over i historien som Kristian Tyrann.

Og det blev ved. Propagandaen fra både svensk og dansk side blev så voldsom, at monarkerne Frederik 2. og Johan 3. ved fredsslutningen i 1570 efter Syvårskrigen lovede, at det skulle være slut med alle de pamfletter.

Men skaden var sket. Norden blev på ulyksalig vis skueplads for et par århundreders krig, en langstrakt borgerkrig, hvor befolkningerne blev opfostret til at dyrke det gensidige fjendskab.

Der var naturligvis detaljer som Det Stockholmske Blodbad, hvor Christian 2. i november 1520 lod allierede kirkefolk myrde løs blandt den svenske adel. Gustav Erikssons far, svoger og to morbrødre var blandt de halshuggede, alt imens den unge adelsmand selv måtte flygte fra fangenskab på Kalø Slot.

Men Gustav Vasa blev selv en sølle rollemodel som monark: brutal, til salg og dybt provinsiel. Alligevel fejres hans kongevalg stadig som Sveriges nationaldag.

Den svenske historiker Erik Petersson udsendte i 2017 en fremragende Christian 2.-biografi, som også udkom på dansk i 2018, Fyrste af Norden. I 2017 forklarede Petersson her i Weekendavisen om forskellen på de to hovedpersoner. Christian 2. var opfostret til udsyn: »Hans svoger er den tysk-romerske kejser, Europas absolut mægtigste person. Derfor handlede det helt naturligt for Christian om noget større end bare Danmark.«

Derimod var Gustav Vasa ifølge Erik Petersson slet ikke interesseret i at overtage tronen som Nordens fyrste og bevare unionen: »Han var netop ikke konge, men adelsmand. Han var forankret i en lokal klantænkning, hvor man prioriterede slægtens interesser. Det var Uppland og Mälardalen, som var interessant for ham.«

Dette blev sørgeligt nok målestokken og perspektivet for hele Norden: snæversyn, splittelse og smålighed gennem 500 år.

Der skulle Anden Verdenskrig, en kold krig og en russisk angrebskrig mod Ukraine til, før Norden atter blev nogenlunde forenet ved et par omveje over Bruxelles, Washington og Strasbourg.

Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.