Monoman misinformation

Ikke overraskende mener min kollega Jesper Petersen og hans medskribent Anders Ackfeldt, at jeg har misforstået begrebet »ikkemuslimsk islam«, hvorefter de begiver sig ud i en længere udredning af begrebet. Jeg tror nu ikke, at jeg har misforstået begrebet, men som jeg bemærkede i mit indlæg i sidste uges avis, kan der siges meget om det fra en videnskabsteoretisk og religionsvidenskabelig position.

Dette er dog stadig ikke mit ærinde her. Jeg vil derimod anskueliggøre, hvad det er, Petersen har gjort og fortsat gør med sit begreb. Et begreb, han præsenterer som et »værn«. Med andre ord er det ikke så meget begrebets videnskabelige og filosofiske ideer, jeg ønsker at diskutere. Derimod er det den måde, han – og nu også de aktivistiske adepter fra Islamisk Trossamfund – anvender det på som et våben, som et »værn«. Samlet set vil jeg derfor argumentere for, at begrebet anvendes med ond vilje. Lad mig give nogle eksempler.

Jeg lægger ud med framingen af min sag. I forbindelse med Petersen og Ackfeldts modsvar her i avisen skrev førstnævnte samtidig et opslag på sin Facebook-væg: »I sidste uges udgave af Weekendavisen trak Thomas Hoffmann mig ind i en debat om en publikation fra Georgetown University …«

Nej, jeg trak ikke Petersen ind i en debat. Petersen initierede den debat ud af det blå med et inkriminerende indlæg om mig i Berlingske i 2022. Petersen mente, at jeg som ikkemuslim producerer ikkemuslimsk islam på samme måde som ikkemuslimske politikere, nærmere bestemt Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Nemlig ved at underkende nogle muslimers selvforståelse og fortællinger.

Nuvel, det ligger i princippet folk frit for at sammenligne min praksis med en dansk politikers, men man skal vist være ret politisk tonedøv for ikke at kunne mærke hensigten og blive forstemt, når en islamforsker slås i hartkorn med DF. Dette fordi jeg i Politiken i et debatindlæg tilbage i 2015 havde gjort opmærksom på, at et populært korancitat fremført af en selvdeklareret muslimsk debattør blev citeret i en noget amputeret form. Dels havde man udeladt en central bemærkning i verset, dels havde man helt ignoreret de omkringliggende vers.

Mit indlæg var ikke forskning, men snarere en forskers serviceoplysning til offentligheden om koranversets fulde ordlyd samt den særlige religiøse praksis, som den muslimske debattør praktiserede, nemlig apologetik, hvilket vil sige at forsvare sin religion over for kritikere.

Dette eksempel har Petersen så igen og igen bragt i spil: i sin afhandling, på de sociale medier og i en international forskningsartikel skrevet sammen med Ackfeldt – og nu altså endnu en gang her i avisen. Det forekommer mig monomant. Petersen har mig bekendt endnu aldrig gået i rette med andre udmærkede islamforskere, der løbende leverer ubekvemme analyser og læsninger af islam, som de færreste fromme muslimer har lyst til at sige ja og amen til.

Islamforskeren skal ikke kun formidle tilfældige muslimers fortolkninger – in casu en muslims læserbrev i Politiken – men også tilføje andre og udefrakommende perspektiver. Petersen og Ackfeldt skriver i Weekendavisen om »nogle ikkemuslimske forskere«:

»De læser Koranen og præsenterer deres forskning som sand fortolkning af islam, mens de fortæller muslimer, at de har misforstået Koranen, og at deres islam er fejlfortolket.«

Her forsøger Petersen og Ackfeldt at karakterisere min islamforskning som en metode, hvor jeg først læser og fortolker Koranen i ensom, idiosynkratisk majestæt og dernæst løfter blikket for at udsige en »sand fortolkning af islam«, som jeg så slår muslimer i hovedet med. Det er imidlertid ikke en retvisende karakteristik, men en karikatur.

Jeg trækker på et bredt udvalg af tekster fra den islamiske tradition, herunder traditionens egne fortolkninger. Dem sammenholder jeg med den sociale og politiske historie, ligesom jeg konstant skeler til andre forskeres arbejder. Ikke sjældent lander jeg på en position, hvor jeg fremhæver flertydighederne og fortolkningsmulighederne, ja faktisk ledte jeg en årrække et større forskningsprojekt med titlen »Den flertydige Koran«.

Mine resultater og formidling går herefter ud til forskersamfundet eller offentligheden, ikke eksklusivt til muslimer.

Jeg indgår dog gerne i dialog med muslimske stemmer, som jeg gjorde i Petersens yndlingseksempel med debattøren fra Politiken. Eller som da jeg stillede op til debatarrangement på Københavns Universitet sammen med Hizb ut-Tahrirs talsmand. Her troppede hundredvis af muslimske studerende op og udfordrede mig med spørgsmål. Der havde været politisk pres for at lukke arrangementet, men jeg forsvarede, at det skulle afholdes. Hvorfor? Fordi jeg insisterede på, at vi skulle indgå i debat med muslimske stemmer.

Petersen og Ackfeldt forsøger desuden at nedtone forbindelsen til forskergruppen The Bridge Initiative, der er tilknyttet Georgetown University, ved at hævde, at gruppen på sin hjemmeside blot benytter sig af begrebet om ikkemuslimsk islam »en passant«, som det hedder. Men dette tenderer misinformation.

For det første er der et direkte link til forskningsartiklen. For det andet er der en længere passage om, hvordan jeg i Petersen og Ackfeldts optik diskvalificerer mig som forsker og i stedet bør betragtes som en forskningsgenstand, som kan studeres. Petersen og Ackfeldt har således heller ingen indvendinger mod gengivelsen af min angiveligt kritisable »ikkemuslimske islam«. I denne passus bliver de akademiske løjer alligevel lige grove nok:

»Ikkemuslimsk islam udgør et værn imod dårlig forskning ved at tydeliggøre, at nogle af de udgivelser, som kommer fra universiteter, slet ikke udgør forskning«, hvorpå jeg anføres som eksempel.

Her har min kollega ikke blot erklæret mig som en dårlig forsker, som forskersamfundet bør værne imod. Nej, han bortdømmer mig overhovedet som forsker. Det er ikke bare en voldsom anklage mod min forskerværdighed, det er reelt også en underkendelse af mit universitets valg af mig som fastansat forsker.

Som om dette ikke var nok, anklages jeg indirekte for videnskabelig uredelighed, jævnfør debatindlæggets underrubrik: »Vores begreb 'ikkemuslimsk islam' er et værn mod, at forskere præsenterer deres egne politiske holdninger om islam som forskning.«

Min forskning og formidling udlægges således som en art skalkeskjul for mine politiske holdninger, der tilfældigvis sammenlignes med DF-politikeres. At min rolle som forsker indgår i et felt med politiske implikationer, er indlysende, men jeg agerer snarere som embedsmand og absolut ikke som politisk aktivist på dette felt.

Lad mig afslutte med en sigende djævel i detaljen. Som kroneksempel på den underkendte ikkemuslimske islamfortolkning henviser Petersen til De Konservatives kontroversielle kampagneslogan »stop/nazi/islam/isme« fra 2015. »Nazi-islamisme,« skriver Petersen, »er tydeligvis ikke en muslimsk islamfortolkning« og som sådan en underkendelse af muslimers egne fortolkninger af islam.

Petersen synes bare at have glemt, at denne provokatoriske fortolkning af islamisme ikke var et påfund fra en ikkemuslim, men derimod en dårlig politisk idé fra en (kultur)muslim ved navn Naser Khader. Hermed har Petersen inkonsekvent nok underkendt en daværende muslims islam(isme)fortolkning som ikkemuslimsk islamfortolkning.

Det er ikke særligt konsekvent at udøve lige netop dét, man fordømmer andre for at gøre.

Thomas Hoffmann er professor i islamisk teologi ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk