Bordende. Det er »den største udenrigspolitiske opgave i dette årti«, når Danmark det næste halve år er formand for EU. Måske er succeskriteriet, at ingen andre lande bemærker os.

Mødelederen

SARAJEVO – Marie Bjerre sidder i en skilift i Bosnien og sveder. Udenfor er det 33 grader varmt, indenfor i den æggeformede glasboks er det en sauna. To bosniske sikkerhedsvagter med øresnegle, sorte solbriller og stregformede mundvige sidder over for den danske europaminister og stirrer ligeud. Til højre for ministeren speedsnakker en lokal guide om Det Osmanniske Rige, om vinter-OL i 1984, om den jugoslaviske borgerkrig, alt imens en pressemedarbejder fra ministeriet skyder videobidder til de sociale medier. Vi er på vej mod toppen af bjerget Trebević, og det er vi, fordi Danmark er på vej mod toppen af EU.

Sådan lyder det i hvert fald, når europaminister Marie Bjerre og landets øvrige ministre taler om det, der skal ske. Den 1. juli overtager Danmark EU-formandskabet for ottende gang, og vi får, sagt med europaministerens ord, »en helt unik rolle«. Det næste halve år sidder Danmark for bordenden i ministerrådet i EU, »vi beslutter dagsordenen« og »får maksimal udnyttelse« på et tidspunkt, hvor verden er af lave. Rusland truer med krudt og kugler, Trump truer med told og annektering. Den internationale orden, som vi har kendt siden Anden Verdenskrig, er ved at bryde sammen. EU er alene hjemme, siger de militærkyndige. Og altså snart med Danmark og Marie Bjerre i en nøglerolle.

Andre læser også