Må den værste vinde

Man kan roligt slå fast, at hvis der var nogen politisk retfærdighed til, så burde Republikanerne få flertal i begge Kongressens kamre ved midtvejsvalget i USA 8. november.

I den periode, hvor Joe Biden har været præsident, og Demokraterne har haft flertal i begge Kongressens kamre, har amerikanerne fået det mærkbart værre.

Den illegale indvandring fra syd er eksploderet; faktisk har den aldrig været højere. Økonomien er elendig; inflationen og renterne stiger, og gælden har sat rekord med 31 billioner (12 nuller). Kriminaliteten i de store byer er vokset støt som følge af »Defund the Police«-kampagnen«, der efter George Floyds død ville mindske kriminaliteten og racismen i det amerikanske samfund ved at spare på politiet.

Udenrigspolitisk har alle – ud over de vestligt orienterede lande – vendt USA ryggen: Borte er de allierede i Latinamerika, Afrika og Mellemøsten. Under Trump var det modsat: Økonomien var god, der var styr på indvandringen og kriminaliteten, og på globalt plan holdt diktatorerne sig i ro, afskrækket af hans uberegnelighed og trusler.

ALLIGEVEL MÅ man håbe og bede til, at Demokraterne beholder et spinkelt flertal i Kongressens kamre, selvom de ikke fortjener det. Og det skyldes naturligvis Donald Trumps personage. For hvis Republikanerne taber på trods af alting, vil de ikke kunne komme uden om at afsværge Trump som deres næste præsidentkandidat. Et nederlag ved midtvejsvalget vil tvinge dem til at indse, at de kommer til at tabe præsidentvalget, hvis de stiller Trump op. Og samtidig indse, at de kan vinde med snart sagt en hvilket som helst alternativ kandidat.

Så meget har Trump nemlig blandet sig i midtvejsvalget – ved for eksempel at udvirke opstillingen af en lang række kendiskandidater – at det i realiteten er blevet et valg for eller imod ham. Taber partiet midtvejsvalget, er kun én forklaring mulig: Vælgerne har fået nok af kandidater, der hævder, at præsidentvalget i 2020 var snyd, og at Biden er en illegitim præsident.

Og på den baggrund vil Det Republikanske Parti omsider finde styrken til at køre en anden i stilling som partiets foretrukne præsidentkandidat: Trods alt er et parti dybest set en konspiration om at gribe magten: Republikanere holder kun fast i Trump, fordi de tror, at han er uomgængelig for sejren.

Desuden har Republikanerne en oplagt kandidat til erstatning for Trump. Ron DeSantis, guvernøren i Florida, bliver stadig mere populær på landsplan: Og han står for den samme politik som Trump, uden at være Trump.

NU KAN man spørge, hvorfor det er vigtigt, at det ikke bliver Trump, hvis det alligevel er Trumps politik, der skal føres?

Svaret er naturligvis, at Trump er beviset på, at personen undertiden betyder mere end politikken. Den vestlige verden befinder sig reelt i krig med Rusland om, hvorvidt store lande skal kunne erobre mindre lande med magt. FN-pagtens princip om staters territoriale integritet er simpelthen på spil. Derfor er det helt afgørende, at Rusland lider militært nederlag i Ukraine, for ellers vil ikke bare Putin, men alverdens diktatorer tage sig selv til rette i deres nærområde.

Og hvis Trump kommer til, risikerer den vestlige front mod Putin at gå i opløsning.

Ikke fordi Trump nødvendigvis har tænkt sig at forære Putin Ukraine. Det ville ligne svaghed, og Trump hader at fremstå svag. De fredsforhandlinger med Putin, som Trump for nylig efterlyste, behøver ikke at betyde, at Ukraine skal afstå territorium.

Man kan huske, at Trump til trods for sit retoriske smiskeri for Putin i praksis førte en langt hårdere ruslandspolitik end forgængerne: Han forsynede Ukraine med Javelin-missiler, skrottede INF-traktaten, blokerede for ibrugtagningen af Nord Stream II og flerdoblede den militære støtte til Østeuropa mod Rusland under det såkaldte EDI-program.

Nej, problemet er reaktionen på et genvalg af Trump. I Europa er det højst tvivlsomt, om Frankrig, Tyskland og EU-Kommissionen, der forud for Putins nuværende invasion af Ukraine førte en på alle måder eftergivende politik over for Rusland, vil stå fast, hvis det er Trump, de skal stå bag.

Storskrydende, dominerende og excentrisk er Donald Trump selve inkarnationen af det, mange europæere hader ved USA. Hertil kommer, at valget af Trump vil føre til så stor intern splittelse i USA, at den amerikanske befolkning meget muligt mister interessen for Ukraine og dermed viljen til at blive ved at finansiere en rasende dyr krig.

Altså skal Trump ikke være præsident igen. Men det skal Biden forhåbentlig heller ikke. Hvis Republikanerne taber midtvejsvalget, er der en stor chance for, at USA slipper for dem begge to.