GALAȚI, RUMÆNIEN – Dumpe brag overdøver vindens susen. En salve på tre skud og så en pause, og så starter det igen. Artilleriet bliver skudt ind, angrebet er i gang.

Over et bakkedrag titter løbet fra en kampvogn. Et øjeblik efter står fem T55-ere på toppen. De sovjetiske kampvogne designet i 1955 åbner ild, og de er så tæt på, at den stride blæst ikke dæmper bragene, der sender granater afsted. Sort røg og svovllugt breder sig. Høre-, syns- og lugtesansen er på overarbejde, og kulden udfordrer følelserne i fingre og tæer.