Portræt. »For mig var det alt eller intet, og jeg ville ikke tage mellemvejen.« Hvor ender man så? 20-årige Mads Molina får huen på efter et halvt gymnasieliv i coronaens vold.
Luftkrammerårgangen
Det er juni, og Roskilde Katedralskole er fyldt af den tyste sitren, eksamenstiden bringer. I gymnastiksalen er 1. g’erne oppe i skriftlig matematik, et andet sted på skolen ranker en pige ryggen i et lille lokale og søger spørgende censors blik; under bordet vipper gummiskoen uroligt.
Mads Molina viser mig rundt: ind i salen, hvor skolens store musical opføres. I år blev premieren skubbet flere gange og til sidst helt aflyst. Videre til den tomme kantine, der forvandles til byens største bar, når der er introfest. For nylig slog det ham, at han har svært ved at huske festerne. En bred gang fortsætter så langt, at man forstår, hvorfor katedralskolen med sine 1.450 elever er blandt Danmarks største gymnasier.
Del: