Det er ikke nemt at være liberal politiker i disse år. Det kan man høre på Alex Vanopslagh, leder af Liberal Alliance (LA), der for tiden bliver grillet om, hvor grænsen går i udlændingepolitikken. Må en person, der ikke bryder sig om homoseksuelle, få dansk statsborgerskab? Hvad med én, som ikke bryder sig om ligestilling eller jøder? Eller én, der mener, at Koranen står over grundloven?

I Weekendavisens podcast 1:1 tidligere på måneden lagde Alex Vanopslagh ikke skjul på, at området er dilemmafyldt. Han svarede blandt andet, at man for eksempel gerne må få statsborgerskab, selv om man mener, at homoseksualitet er en synd.