Læserbreve

Kære Martin Krasnik

Sigge Enk, læser

Hvor ligger Palæstina?

Anerkend Palæstina

Rune Rattenborg, arkæolog, ph.d.

Martin Krasniks argumenter for en anerkendelse af Palæstina og en tostatsløsning som den eneste vej til varig fred er et beundringsværdigt skarpt opgør med den israelske regerings fremfærd på Vestbredden og i Gaza siden terrorangrebet 7. oktober 2023. Samtidig er det en nødvendig anerkendelse af, at en terrororganisation som Hamas ikke kan nedkæmpes uden at give den palæstinensiske befolkning et holdbart alternativ. Det er også den eneste logiske position at indtage, hvis vi fra Vestens side fortsat ønsker at påberåbe os nogen højere moralsk ret i forsvaret af Ukraine mod russisk aggression eller på troværdig vis at kunne modsætte os et fremtidigt kinesisk angreb på Taiwans uafhængighed. Hvordan kan vi tillade fortsættelsen af en krig i et af verdens tættest befolkede områder – en krig, der indtil videre har kostet mere end 40.000 israelske og palæstinensiske civile livet – når vi samtidig fordømmer og bekæmper den russiske hærs fuldstændige foragt for menneskeliv i bombninger af Kharkiv, Kyiv, eller Odesa? Denne uholdbare position er ikke kun relevant i en europæisk eller transatlantisk kontekst. Den er lige så relevant i forhold til støtten fra resten af det internationale samfund, herunder lande i Afrika og Sydamerika, som i stigende grad har luftet deres kritik af Vestens hykleri i forhold til Gaza og Ukraine siden oktober, og som for langt de flestes vedkommende har underskrevet Rom-statutten, som er udgangspunktet for Den Internationale Straffedomstols (ICC) virke.

Domstolens anklager har anmodet om en arrestordre på lederne af Hamas, Yahya Sinwar, Mohammed Diab Ibrahim al-Masri og Ismail Haniyeh, samt Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og forsvarsminister Yoav Gallant. Et både objektivt, modigt og meningsfuldt svar på de sidste syv måneders kampe og et svar, som ligger fint i forlængelse af samme domstols udstedelse af en arrestordre på Vladimir Putin for lidt mere end et år siden. Svaret er enkelt: Uanset konfliktens eller kombattanternes art, så er drab på civile, syge, gamle, kvinder og børn en overtrædelse af de mest grundlæggende regler for menneskelig sameksistens. Det bør det være, uanset i hvis navn, under hvilket flag eller i henhold til hvilken påstået historisk ret det begås.

Hej Ulla og Jørgen Tørnæs

Mads B.K. Kromann, far til fire (der helst ikke skal have russisk på skoleskemaet)

I disse valg- og krigstider går jeg og tænker på, hvad hr. og fru Tørnæs tænker på. 

Når Jørgen Tørnæs og hans medejere tæller overskuddet i Krasnodar Agro A/S – holdingselskabet for de russiske datterselskaber, der ejer russisk landbrugsjord og en omfattende produktion af svin i Rusland – tænker han så på, hvor mange russiske soldatermaver hans russiske produktion af svin mætter?

Tænker Jørgen på, hvor mange artillerigranater og andet militært isenkram, han er med til at finansiere for russerne, når han betaler skat i Rusland af sit overskud?

Tænker han på, om de af ham finansierede granater rammer danske frivillige eller nogle af de ukrainske soldater, som Forsvaret har uddannet i England, og Danmark har været med til betale uddannelsen for?

Tænker Jørgen mon på at sende hele sit overskud fra sin Putin-støttende virksomhed videre til Den danske Ukraine komité, så der kunne komme nogle granater den anden vej og ramme de svinemætte russiske soldater?

Hvis Ulla Tørnæs kommer i EU-Parlamentet for Venstre, hvad tænker hun så på, når der skal stemmes om emner, der relaterer sig til krigen i Ukraine?

Tænker hun på EUs og Danmarks interesser eller på alle de penge, som Jørgen hiver hjem fra Rusland?

Jeg er bekendt med Venstres trang og tradition til selvpåførte skader, men at stille med en kandidat, der er gift med en person, der aktivt tjener penge på at støtte op om den russiske fødevareproduktion, synes at være topmålet. Man begynder at forstå, hvorfor Venstre ligger, som de gør i meningsmålingerne.

Jørgen, Ulla og Venstre har et valg. Det har vælgerne heldigvis også. 

Hvem er I?

Jacob Vest, læser

Jeg er så træt af og irriteret over konspirationsteoretikere, som prøver at manipulere befolkningen ved at påstå, at kloden er flad, og at covid-19-vaccinerne var livsfarlige. Heldigvis er 99 procent af danskerne intelligente nok til ikke at lade sig manipulere af nogle få uoplyste »trolde«, som skjuler sig bag internettet.

Vores ligestillings- og digaliseringsminister, Marie Bjerre, bør gøre alt for at få lukket ned for konspirationsteoretikernes fake news. 

Ned med det hegn

Hans Kristensen, grænselandsbeboer

Frede Vestergaard forsvarer i sit læserbrev i Weekendavisen #20 det såkaldte vildsvinehegn ved grænsen. Ikke kun fordi han er bekymret for den afrikanske svinepest, men også fordi vildsvin, som han påpeger det, med deres roden i jorden ødelægger golfbaner, marker og haver. Dermed er de dyre og bøvlede at have i naturen, og derfor er hegnet, set med hans øjne, en vigtig forsikring mod, at vi får vildsvin i Danmark.

Man kan i den sammenhæng anfægte hans og regeringens natursyn. Vildsvinet er en oprindeligt hjemmehørende art i den danske natur og en biologisk nøgleart, der øger biodiversiteten og fremmer en lang række hjemmehørende dyre- og plantearter. At kræve en dyreart udryddet, blot fordi den er bøvlet, er en trist tilgang til tilværelsen. Skal vi så også udrydde andre bøvlede arter som krondyr, skarver eller ræve? Og hvilke arter skal vi overhovedet bevare – og hvorfor?

Man kan også anfægte Vestergaards prioritering. Som artiklen om vildsvinehegnet i Weekendavisen #18 skærer ud i pap, er hegnet sat op efter krav fra landbruget som et symbolpolitisk tiltag uden det mindste faglige belæg for hverken effekt eller proportionalitet. Man har med andre ord eksproprieret ejendomme og skæmmet nogle af Sønderjyllands fineste naturområder uden anden begrundelse end at give den magtfulde danske svineindustri et – i øvrigt meget tvivlsomt – salgsargument til skinkeeksporten.

De 45 millioner kroner, som hegnet har kostet, plus den årlige millionudgift i tilsyn og vedligehold, kunne man i stedet have brugt på forskning og videreudvikling af nogle af de tiltag mod afrikansk svinepest blandt tam- og vildsvin, som har en dokumenterbar effekt.

Som det er nu, er pengene spildt. Lad os få grænsehegnet ned og komme videre.

Kirkerup-sagen

Marianne Sejersen, lektor

Så gik Weekendavisen med på den store cirkusvogn, der buldrer frem med ondskabsunderholdningen. På forsiden, endda. Godt nok garneret med lidt metaforer og kulturelle referencer for at få det hele til at glide ned hos målgruppen. Det ændrer ikke på det faktum, at det er mord, sex og vold som underholdning. Ren ekstrabladsjournalistik.

Universitetsprotester

M. Christian Vinaa, cand.jur.

Med jævne mellemrum går unge universitetsstuderende på barrikaderne for at protestere imod »det gamle«. Sådan skal det også være. Alligevel har det altid undret mig, at netop de studerende, der har valgt at videreuddanne sig og lære at betragte et emne fra alle sider, alt for ofte ender med at tilbede den eneste og ufravigelige sandhed, som for eksempel Maos lille røde i 1970erne.

Det er, som om mange unge søger tilflugt i den eneste sandheds trygge havn, når de udsættes for argumenter og modargumenter. 

Resultatet af de studerendes protester er alt for ofte, at de udnyttes af populister og politikere. 

De studerende er og forbliver nyttige idioter, hvis de glemmer selve grundformålet med en højere uddannelse: Det er også at kunne sætte spørgsmålstegn ved »den eneste sandhed«.

Strømsvigt på Herlev

Jens H. Henriksen, professor, tidl. overlæge

Tak til Laura Hattens og Pernille Stensgaard for en tankevækkende og informativ artikel om det nylige strøm- og nødstrømssvigt på Herlev Hospital- og dertil Bugges uhyggelige illustrationer. Det var ikke russerne, men et lokalt teknisk/IT-problem.

I 1980erne under Den Kolde Krig oplevede vi også på Hvidovre Hospital et ubehageligt strømsvigt. Her gik nødgeneratorerne planmæssigt i gang, men der kom ikke nødstrøm ud til afdelingerne. Stor mystik. Årsagen var, at bystrømmen og nødstrømmen (idiotisk) passerede gennem samme elbrønd i terrænet, hvor en gravemaskine ved en fejllæsning af en arbejdstegning havde beskadiget både bystrømskablet og nødstrømskablet. Vi lærte meget, blandt andet at konstruktionsfejl, betjeningsfejl, arbejdssjusk og defekte lommelygter ikke altid afsløres ved de mange beredskabsøvelser. 

Det aktuelle nedbrud på Herlev Hospital havde en teknisk baggrund, men konsekvenserne illustreres fint i artiklen og den vinkling, fremstillingen har. Dog kunne skribenterne godt have brugt lidt mere spalteplads på at forklare, hvad der egentlig gik galt. Karakteristisk nok mener hospitalsdirektøren, at »det, jeg tror, at vi kan gøre bedre næste gang, er at være skarpere på at få kommunikationen ud i huset til vores personale«. Forhåbentlig da også på at få IT- og konstruktionsændringer, som sikrer, at dette og andet ikke sker i fremtiden. 

Man tør slet ikke spørge til, om besparelser, prioritering og økonomi havde nogen indflydelse.