Det var en varm sommer i 1969. Efter en lidt kedelig og regnfuld forsommer og juni måned ramte en hedebølge landet i begyndelsen af juli med temperaturer over 30 grader og et vandforbrug, der steg med næsten en tredjedel i forhold til om vinteren. Juli og august slog varmerekorder, og danskere og turister søgte mod vandet, vaffelis, afslapning i sandet og svalende dukkerter.

To måneder tidligere, den 1. maj 1969, var billedpornografien blevet frigivet. Modebranchen designede stadig mere diminutive sommerklæder, men mange unge gad slet ikke have noget på og da slet ikke på stranden. En bølge af løssluppen lummerhed bredte sig over landet – dog stadig blandet med forargelse og uhildet bornerthed fra det mere traditionelle segment af befolkningen.