Først og fremmest. Storbritannien sætter grænser for lysten.
Kvælende pornoforbud
Nydelse må ikke kende nogen grænser, mente den franske forfatter, libertiner og dømte seksualforbryder Marquis de Sade (1740-1814). Med sine notoriske, men indflydelsesrige værker tænkte de Sade sig langt, langt ud over det borgerligt anstændige. Samtidig stillede hans amoralske libertinske univers dog et filosofisk spørgsmål, som blandt andet har optaget efterfølgende tænkere som Simone de Beauvoir og Albert Camus: Hvor meget kan egentlig tillades i frihedens navn?
I Storbritannien går nydelsens og frihedens grænse nu allerede ved strangulering – hvilket ellers må siges at være i den absolut lettere ende af Marquis de Sades seksuelle forestillingsunivers. Fredag er landets nye pornolovgivning trådt i kraft. Den forbyder seksuelt eksplicit indhold, som skildrer kvælning (herunder facesitting, altså at den ene part sætter sig på den andens ansigt og dermed potentielt afskærer luftindtaget), foruden incest – ægte eller imiteret – og videoer, hvor voksne rollespiller, at de er børn under 16 år. Besiddelse og distribution af sidstnævnte straffes med op mod tre års fængsel, mens de øvrige overskridelser kan give op mod to år bag tremmer.
»Denne regering har forpligtet sig til at halvere volden mod kvinder og piger inden for et årti,« har regeringsrepræsentant Alex Davies-Jones – som bærer den mundrette titel Parliamentary Under-Secretary of State for Victims, Violence Against Women and Girls and International Justice – udtalt. »Det handler ikke om at kriminalisere harmløse seksuelle præferencer. Men porno kan præge folks opfattelse af, hvordan et sundt forhold ser ud, især hos unge mennesker,« uddyber hun om loven.

Motivationen for det britisk-puritanske pornoforbud er kort sagt frygten for, at en forråelse af pornoen vil føre til en forråelse af folks reelle sexakter. Konkret bygger lovgivningen på en rapport fra 2025 lavet af baronesse Gabby Bertin, parlamentsmedlem for Det Konservative Parti, som var blevet sat til at nærstudere pornoreguleringen af den tidligere Rishi Sunak-regering. Baronessen har i den forbindelse sagt til BBC, at eksempelvis kvælningsporno »nærmest har normaliseret denne form for seksuel vold«. Om ikke andet bakkes hun op af statistik fra blandt andet YouGov, som viser, at unge har mere sex, der involverer kvælning.
Men er det så seksuel vold? Og kan pornoen overhovedet klandres for de unges seksuelle præferencer? Som The Economist også pointerer i sagen, er forskningen langtfra entydig. Flere studier peger på metodiske begrænsninger og en klassisk forveksling af korrelation og kausalitet. Ligesom det tidligere er blevet påvist, at frigivelsen af billedpornografien i eksempelvis Danmark i 1969 ikke førte til mere seksuel vold. »Måske kvæler unge mest hinanden under sex, fordi de kan lide det,« konkluderer mediet på tør britisk manér.
Tilbage står under alle omstændigheder det problem, at et forbud næppe vil stoppe hormonfyldte unge mennesker i at finde præcis det, de lyster. Ligesom »er du 18-år?«-knappen på diverse pornosider fungerer som verdens dårligste teenageforhindring, fremstår den britiske pornolov mest som et performativt figenblad. Der skal ikke megen fantasi til, førend det blæser væk, og alt blotlægges. Som minimum bør den britiske regering i hvert fald overveje, at det forbudte ofte også er det mest ophidsende.

I øvrigt ...
Den nye udgave af det ekstremt populære onlinecomputerspil World of Warcraft (kaldet World of Warcraft Forever) udkom i går og har allerede tiltrukket flere millioner glade rollespillere. Det kan sikkert også afhjælpe – omend på andre måder – at folk dyrker farlig lagengymnastik.


