Leder. Cement har været det grå guld, der har bygget hele den moderne verden og alt det, vi tager for givet. Det er måske derfor, mange er så nervøse ved en CO₂-afgift, der vil ramme den superforurenende, klimabelastende cementindustri i Aalborg. Men tror vi på markedet, må forureneren betale. Og så forandrer verden sig.
Kridttiden er forbi
DET er noget, mennesket har vidst siden antikken. Der er noget magisk ved afdøde mikroskopiske plantedele og smådyr i undergrunden: Forstår man at bruge dem rigtigt, kan de forvandles til guld. Olie kan lave energi og varme. Kridt kan forvandles til det mest utrolige byggemateriale. Olie og kridt kan tilsammen bygge hele den moderne verden og de bekvemmeligheder, vi tager for givet. Det har vi i dén grad udnyttet i Danmark. I 1889 konstaterede Frederik Læssøe Smidth, at Limfjorden har sit navn af en meget god grund: Øst for Aalborg er der uendelige mængder kridt og sand og endda en havn. Resten er historie, og den historie hedder Aalborg Portland og symboliserer alt det, man bør vide om den grønne omstilling.
GRÅ betonmaterialer har været praktiske, billige – og ekstremt forurenende. Otte procent af den globale CO₂-udledning stammer fra cementproduktion; tre gange så meget som al flytrafik overhovedet. Beton binder verden sammen, siger Aalborg Portland, og det er på en måde korrekt: Når et land virkelig rykker økonomisk, flyder betonen dertil i rå mængder: Fra 2011 til 2013 brugte kineserne mere cement, end USA gjorde i hele det 20. århundrede. Det har Aalborg Portland lukreret på, blandt andet ved at specialisere sig i den eftertragtede hvide cement, der forurener endnu mere. Det betyder også, at fabrikken står for fire procent af hele Danmarks CO₂-udledning. Det er lige så meget som 200.000 gennemsnitsdanskere. Eller hele Burkina Faso, der har en befolkning på 21 millioner mennesker, som Christian Bennike skrev i sit portræt af cementfabrikken for nogle uger siden.
Del:
