I både politikeren Naser Khader og tv-værten Jes Dorph-Petersens tilfælde var det kvinders beretninger indhentet i en advokatundersøgelse, der førte til, at de måtte forlade deres positioner: De Konservative og TV 2 ville eller kunne ikke have seksuelle krænkelser af en sådan kaliber siddende på samvittigheden.

Siden er advokatundersøgelsen som fænomen blevet heftigt diskuteret og problematiseret: For hvorfor er det egentlig advokater, der skal rende rundt med lup og grave i, hvad der skete til en julefrokost eller en sen aften på mellemlederens kontor?