I retssal A ved Københavns Byret står Jannik Rasmussen, sektionsleder og repræsentant for Københavns Politi, klar i venstre side. Over for ham sidder to advokater, Marc Malmbak Stounberg og Emil Kiørboe, som repræsenterer de 121 klimaaktivister, der har slæbt politiet i retten.

Fire af aktivisterne er til stede, to af dem med palæstinensertørklæder om skuldrene. I dag skal de forklare, hvorfor de mener, politiet gik for vidt.