På DRTV kan man for tiden se en ret interessant dokumentar. Støjbergs stemmer hedder den, og den leverer ikke kun et signalement af Inger Støjbergs tilhængere, men også af et Danmark i splid med sig selv.
Det sidste er der ikke noget nyt i; da Holberg skrev Erasmus Montanus i 1723, skildrede han også splittelsen mellem akademikerne i København og jævne folk i provinsen, og den splittelse er ikke ligefrem blevet mindre de mellemliggende 300 år. Sagt med skrothandleren Niels, som optræder i dokumentaren:
»Vi har et Produktionsdanmark og et Karrieredanmark«, og i Produktionsdanmark har man virkelige job og virkelige problemer, mens man i Karrieredanmark bare snakker og vender ryggen til de virkelige problemer.
Vi følger op til valget i 2022 Niels og en række danskere, som har vendt bedetæppet mod Inger Støjberg. Kort forinden har hun præsenteret sit nye parti Danmarksdemokraterne og lovet at sætte Produktionsdanmark på det politiske danmarkskort. Godt nok uden at have et konkret partiprogram, men med de rette intentioner om at passe på de små erhvervsdrivende og store kulturværdier.
For folk i byer som Aars, Sindal, Løgstør, Brønderslev og Skørping er hun frihedskæmper og en, der siger fra overfor kagepersoner og kødfri dage, dvs. overfor »woke-pis«, som Niels udtrykker det. Hun har modsat de fleste andre politikere forståelse for, at hvor man i København har friværdier og kunstudstillinger, har man i provinsen usælgelige huse og hullede veje.
DET ER OS og dem; de fine saloner kontra udestuer med plastikmøbler, og kontrasterne er i det hele taget trukket så hårdt op, at der i passager er tale om regulær københavnerbashing. Ingen i dokumentaren synes at skænke det en tanke, at Støjberg som tidligere ledende figur i Venstre ikke kun var ordfører på den lov, der lukkede amterne i nullerne, men også var en af dem, der forsvarede kommunalreformen mest inderligt. De synes heller ikke at skænke det en tanke, at hun det meste af sit liv har arbejdet på et slot og aldrig selv har haft et job i Produktionsdanmark. Det er nok, hun kommer fra Hadsund.
Men dokumentaren handler ikke som sådan om Støjberg, men om de mennesker, der oplever, at fremskridtet har efterladt dem på en perron, hvorfra toget ikke længere går. Den skildrer i lighed med Jesper Dalgaards Kandis for livet (2021) loyalt de mennesker, som ikke inviteres i Deadline og aldrig spiser pighvar på Salon i Bredgade. De er, som folk er flest, og deres utilfredshed er til at tage at føle på, selv om det ikke er korrekt, at Karrieredanmark stjæler fra Produktionsdanmark – udligningsreformen gør for eksempel, at Vesthimmerlands og Brønderslev Kommune hvert år modtager millioner af kroner, herunder fra Københavns Kommune.
Mange af de byer, der skildres i dokumentaren, har jeg selv besøgt som barn, og det er byer, der ser meget anderledes ud, når jeg besøger dem i dag. Det er byer, hvor det lokale sygehus er lukket. Hvor skolen er fortid, og hvor man ikke kan løbe an på jernbanen, hvis ikke stationen altså er nedlagt. Hvor bussen i bedste fald går hver anden time, og hvor posten kommer for sent frem. Hvis den kommer. Hvor kommunekontoret ligger langt væk, og skattekontoret ikke længere findes. Det gør til gengæld butiksdøden, fordi storcentrene har suget al liv ud af byen og gjort gågader til spøgelsesgader. Disse mennesker oplever selvsagt ikke, at de kan takke globaliseringen for særlig meget.
SAMTIDIG SER DE Karrieredanmark, som vi også kan kalde »eliten« eller »den herskende klasse« bjerge sig selv og vende ryggen til den virkelighed, der er deres. De ser direktører, som får skyhøje bonusser som tak for at fyre medarbejdere, og de ser virksomheder, der flytter til lande med lavere skat, selvom forudsætningen for deres succes var det danske velfærdssystem, som alle har betalt til. De ser banker, der går ned, mens direktøren går videre med et gyldent håndtryk, og de ser fabriks- og slagterimedarbejdere, der går ud i arbejdsløsheden, selvom de ikke har bestilt andet end at løse deres opgave hver eneste dag.
Og alt det reagerer folk selvfølgelig imod i forbindelse med folkeafstemninger, fordi det direkte demokrati trumfer det repræsentative, som de ikke længere føler sig repræsenteret af. Ser man dokumentaren, forstår man egentlig godt hvorfor, og man forstår også, at udligningsreformen næppe kommer til at udligne deres følelse af uretfærdighed, da et økonomisk hold-kæft-bolsje ikke kan fjerne smagen af en bortrøvet værdighed.
Selvom Støjbergs stemmer brillerer med smukke tableauer og rolige panoreringer, ser vi et Danmark, som er langt mere splittet og polariseret, end Holberg nogensinde kunne have forestillet sig. Hos ham vendte Rasmus Bjerg hjem efter et ophold i den dekadente hovedstad med et latinsk navn og en hoven attitude og endte med at blive en latterlig figur på sin hjemegn. For nok var de bønder, men stolte af at være det, og de gad ikke belæres af en helligfrans på akademiske steroider. Støjberg gør det modsatte og bliver modtaget som et bud på en frelser i en del af Danmark, som føler sig overset og latterliggjort i en politisk komedie uden vindere.
I 1846 skrev Steen Steensen Blicher om jyden, at han er stærk og sej med den tilføjelse, at »aldrig du fortabt ham ser«. I Støjbergs stemmer er det aldrig forsvundet, og skrothandleren Niels betegner sig selv som en fiasko. Det gør ondt at se. Ikke mindst fordi det er svært at se, hvordan tabet af stolthed nogensinde kan blive udlignet.
Støjbergs stemmer er tilrettelagt af Asger Mow og kan streames på DRTV.
