Først og fremmest. Sagen om det svigtende Starlink-system i Ukraine fortæller os om Trumps tiltagende forræderi.
Judas i Det Hvide Hus
De sidste ti år har vi oplevet så mange grænseoverskridende optrin fra Donald Trumps side, at det er let at blive hårdhudet og kynisk. Der skal efterhånden en del til for at vække harme. Men de sidste ti dages adfærd over for Ukraine er dog i en særlig kategori af nederdrægtighed selv for ham.
Sagen kort. Den 13. oktober oplevede Ukraine pludselig, at deres adgang til Elon Musks Starlink-system var begrænset. Resultatet var en kraftig reduktion i deres evne til at rette langtrækkende droneangreb mod russiske mål. Og måske endnu værre: Det betød også, at de fik sværere ved at opsnappe russiske angrebsdroner. Det førte til, at Rusland kunne intensivere deres forbryderiske praksis med at angribe civile mål uforstyrret. Det har kostet ukrainske liv.
Den 15. oktober kunne Reuters fortælle på baggrund af tre kilder, at ordren om at begrænse adgangen til Starlink kom fra Det Hvide Hus. Og tidligere på ugen kunne man læse i The Wall Street Journal, at Elon Musk havde været inde over beslutningen, der ifølge en central kilde var koordineret mellem ham, Donald Trump og andre højtstående folk i hans stab. Det er uklart, hvem der først fik ideen, men det tyder på, at der har været enighed mellem Musk og Trump om at skade Ukraines evne til at forsvare sig mod Rusland.

I onsdags ringede Trump til Musk og bad ham fjerne begrænsningerne igen. Præsidenten har benægtet at have haft noget at gøre med beslutningen om at svække ukrainernes adgang, men der er naturligvis ingen forstandige mennesker, der tager Trumps ord for gode varer. Omvendt hævder Musk, at det var en ordre fra Det Hvide Hus, som han blot fulgte. Det er i skrivende stund uklart, om alle begrænsningerne er fjernet igen. Ifølge meldinger fra Ukraine er deres adgang stadig ikke tilbage til normal.
Hvad var motivet bag? Forholdet mellem Trump og Putin har de sidste ti år været en kilde til alskens spekulationer og konspirationsteorier om, at FSB skulle have kompromitterende materiale på Trump. Det er der fortsat ingen evidens for. En mere oplagt forklaring er, at Trump er frustreret over de stigende energipriser, der i høj grad skyldes hans egen krig mod Iran, som har skadet adgangen til Hormuzstrædet. Men da han ikke er i stand til at bebrejde sig selv for sine egne fejl, har han i stedet givet ukrainerne skylden og bebrejdet deres vedvarende og meget succesfulde angreb på den russiske energiproduktion.
Trump har samtidig indgået en aftale med Putin om at købe russisk diesel i håbet om, at det kan sænke prisen på det amerikanske marked. Det er der dog ikke mange med indsigt i den slags, der giver ham ret i. Begrænsningen i adgangen til Starlink kunne være et pressionsmiddel til at få ukrainerne til at indstille deres angreb på russernes energiproduktion og måske få dem til at indgå den »fred«, Trump har talt om at levere i årevis.
Det er også en nærliggende tanke, at Trump skiftede kurs, da det kom frem, at han stod bag beslutningen om at svække ukrainerne og dermed gøre dem sårbare for russiske angreb. Det har set skidt ud på tv, hvilket betyder meget for Trump. Uden for MAGA-kulten er den amerikanske befolknings sympati fortsat solidt placeret hos ukrainerne.
De sidste ti dage markerer et nyt lavpunkt i Trumps svigtende og tiltagende forræderiske kurs over for Ukraine, hvor han tilsyneladende – som en anden Judas Iskariot – er villig til at ofre ukrainske liv for nogle tønder diesel i det spinkle håb, at det kan gavne ham ved midtvejsvalget i næste måned. Lad os håbe, at amerikanerne snart vælger en anden kurs.

I øvrigt ...
I går blev tre personer sigtet for valgfusk ved Riksdagsvalget i Sverige, der fandt sted i sidste måned. Der er tale om muligt fusk ved et valgsted i Stockholm-forstaden Borlänge, der højst overraskende valgte den komplet ukendte svensk-somalier fra Vänsterpartiet Mohamed Abdukardir Ali med 648 personlige stemmer. Hans parti bakker dog stadig op om ham.
»Han har en problemfyldt fortid, men han har i flere år forsøgt at gøre, hvad han kan, for at blive en del af samfundet. Der er mange mennesker i Sverige, som lever under de samme vanskelige forhold, og man skal have mulighed for at vise, at man kan ændre sig,« har partiets gruppeformand, Samuel Gonzalez Westling, udtalt ifølge DR.



