Leder. Nationalkonservative har krævet, at regeringen udtrykker en langt mere duknakket tilgang til Trumps grønlandskrav. Hører man et radikalt ekko fra muhammedkrisens dage?
Jelveds disciple
DER har været en rumlende understrøm af mishag over regeringens håndtering af Danmarks største krise siden Besættelsen. Man mærker den i særlig grad på den nationalkonservative fløj. Her taler man om året 2009, hvor selvstyreaftalen gav grønlænderne et fatalt medejerskab over deres egen nationale skæbne. Man minder om den lovede, men katastrofalt udeblevne oprustning i Arktis. Man vender sig mod statsministerens moralistiske adfærd. Skulle hun ikke bare have dukket nakken og smisket lidt for den vældige herre? Så var faren nok drevet over.
FINDES der elementer af sandhed i det hele, hører man ikke desto mindre en bemærkelsesværdig scaveniansk mislyd i det nationale selvplageri. Den suverænt smidige og kynisk rationelle radikale repræsentant for samarbejdspolitikken er ikke en mand, hvis navn normalt bringes velvilligt på banen i konservative sammenhænge. Her plejede man at tale om ranke rygge og national modstand. Men Scavenius’ spøgelse huserer også i den ubekvemmelse, der mærkes i reaktionen på beslutningen om at sende europæiske tropper til Nuuk. Optrapper vi ikke unødigt? Vi vil da nødig i krig med USA. Vi er selv skyld i det, hvis vi – gennem vold eller tvang – uforstandigt mister Grønland til amerikanerne.
Del:



