Ironi kan forekomme

UDEN den evindelige ironiske distance til selv de vigtigste spørgsmål ville det hele være meget bedre. Sådan lyder det i flere nekrologer over ironikerne; dem, der ikke tager noget alvorligt og altid holder sig på behagelig afstand af verdens virkelige problemer. Kritikken har særligt ramt Casper Christensen, kongen af 1990er-ironien, for nu må det virkelig være slut med ironiens epoke. Med krig, krise, kønskamp og truende klimakatastrofe må de midaldrende ironikere gøre plads til en ny alvorsfuldhed. Generation X’ tid er endegyldigt forbi, lød det for eksempel fra vores egen Søren Villemoes i et nyligt, velskrevet og skarpt essay, der vakte behørig opsigt.

IRONIENS tidsalder er ovre, »særligt den raffinerede og durkdrevne udgave, der har været dominerende i store dele af underholdningen og populærkulturen siden 1990erne«, lyder det i en anden dødsannonce. Og det er netop X'erne, de 40-55-årige, der står for skud, den generation, der ser »Casper Christensen som et idol og ikke et problem«, som det hedder et tredje sted. For nogle år siden lød det i Politiken, at »ironiens og belæringens og meta’ernes tid er forbi«. Og før det: »Ironiens tid er forbi«, og nu er vi »efter en periode præget af en ironisk og arrogant mentalitet« endelig »helt bevidst og uden ironi klar til at tro på egen kultur«. Nemlig! For som det blev skrevet endnu tidligere: »Tiden er ikke til ironiske formeksperimenter og fjolleri – den er til ærlighed og klare holdninger.« Og var Will Smiths lussing til Chris Rock ved årets Oscar-uddeling ikke netop den satiriske ironi, der blev slået i gulvet?