Der har i den senere tid været en heftig debat om oprettelsen af et kolonihistorisk museum. Et af stridens æbler er Vestindisk Pakhus i København. Det blev opført af Vestindisk Handelsselskab i 1780-81 under dets storhedstid. Som center for kolonial handel, især med kaffe og sukker, er pakhuset – historisk set – et oplagt sted for et museum, selvom vi ved, at ingen afrikansk slave satte sine ben der. Spørgsmålet er dog, om Vestindisk Handelsselskab, pakhusets ejer, var involveret i slavehold og slavehandel? Seniorforsker ved Rigsarkivet Steen Andersen har afvist dette. I Weekendavisen 14.10.21 er han citeret for at skrive i en mailkorrespondance:

»Fakta er, at Handelsselskabet ikke handlede med slaver.«