Kommentar. En pest har spredt sig i debatlandskabet. En besættelse af afsenderen, som inficerer budskaber og holdninger. Meget lidt handler efterhånden om det, der bliver sagt. Til gengæld er vi sygeligt optaget af den, der siger det.
Hvad med dig selv?
For nylig var den gal igen. Simon Kollerup fortalte i TV 2-podcasten Dato, at han bukkede under for stress, da han var erhvervsminister og både havde ansvar for at forhandle minkerstatning og coronahjælpepakker. Meldingen kom kort efter Jakob Ellemanns sygemelding, og et par uger efter Jacob Mark havde udgivet Fartblind om at være så syg af stress, at det næsten havde kostet ham synet. Kollerup ville gøre op med et tabu og opfordrede andre til at sige stop, før det var for sent. En nobel ambition og bestemt en væsentlig debat at få rejst. Ifølge 2020-tal fra Stressforeningen har 430.000 danskere symptomer på alvorlig stress hver dag, og det tal er formentlig ikke faldet siden.
Men knap havde Simon Kollerup været i Dato, før en del af debatten blev forskudt fra at omhandle en problematisk folkesygdom til at handle om de folkevalgtes egne muligheder for behandling. Det er nemlig ikke alle, der kan nyde den »luksus« at tage sygeorlov på ubestemt tid med fuldt vederlag, lød det ikke kun fra den giftige Twitter-sump, men også i den politiske BT-podcast Slottet og sumpen. Det var altså en form for privilegeret ynk, Simon Kollerup præsenterede.
