Heroisk per stedfortræder

Krigen i Ukraine har vist os rigtigheden af en gammel sandhed: At vi mennesker paradoksalt nok har brug for uretfærdighed og ulykke, for det er netop i kampen imod uretfærdigheden og ulykken, at vi viser os fra vores bedste side. Det var sådan, det moderne Europa blev grundlagt på kampen imod nazisterne. På den retfærdige kamp imod ondskab, »den retfærdige krig«, som vi stadig laver film om. Nu har vi fået en lignende fortælling: En diktatorisk aggressor, der overfalder et uskyldigt folk, bomber kvinder og børn og deres heroiske modstandsleder, så babyer må fødes på metrostationer.

Den store kamp for frihed er tilbage, fornemmer man. Bedstemødre i villakvarterer uden for Randers ryster forfærdet på hovedet, samler gammelt tøj i sække for at hjælpe Røde Kors. Naboens dreng starter bilen og kører til Polen for at hente flygtninge. I Aarhus boykotter de Anna Netrebko. Margrethe Vestager går i gule bukser og blå trøje. Politiken udkommer med en appel på russisk. Og sådan er det over hele Europa. Eiffeltårnet oplyses i gul og blå, Apple stopper salget af iPhones i Rusland, og FIFA – som først foreslog, at det russiske fodboldlandshold kunne spille videre, som om intet var hændt, hvis de bare ændrede deres navn til »Football Union of Russia« – udelukker nu Rusland fra alle konkurrencer.