Håb i Glasgow

De Forenede Arabiske Emirater har så afgjort den flotteste pavillon til COP26 i Glasgow. Den ligner lidt en Apple-butik: lys og rummelig med lækkert snedkerarbejde, designerstole og en gigantisk HD-skærm, som viser droneoptagelser af solnedgange og skildpadder og blonde børn. Jeg går omkring og kigger, en lille venlig kvinde i gråt uldjakkesæt og diskret tørklæde fortæller mig om monarkiets nye mål om klimaneutralitet i 2050 og om en rumsonde, der hedder Hope, som nu skal til Mars for at studere planetens atmosfære, for »hvis vi forstår, hvad der er sket på Mars, forstår vi også vores egen planet bedre«.

Det ville måske ikke være min førsteprioritet lige nu, siger jeg, og spørger til de tre-fire millioner tønder olie, Emiraterne hver dag pumper op af ørkenen, og som her ikke er nævnt med et ord. Ja, men så må hun henvise mig til den officielle talsmand, hun smiler, men han er desværre »currently unavailable« og vist lige gået, og selvom jeg de næste dage skriver og skriver og fem gange vender tilbage til pavillonen, viser han sig aldrig. Til gengæld bliver en af de høflige rundvisere til sidst så irriteret, at han i et kort og befriende ærligt øjeblik træder ud af rollen som smilende vært og vrissende siger: »Jamen hvad er det, du vil skrive? Den olie, vi producerer, brænder I andre jo af!« Og det kan han jo have ret i.