Asyl. I april i år tog Grønland imod den første flygtning i landets historie. Ikke ligefrem med åbne arme, da sagen rammer ned i diskussionen om Grønlands selvstyre og forholdet til Danmark. Hvem har ansvaret, og hvem skal betale regningen, når Usman søger – og får – asyl i Grønland?
Grønlands første flygtning
Der var ingen til at tage imod Usman Abakelia, da han landede i Nuuk Lufthavn lidt over middag den 12. april nogle dage før påske. Kaptajnen på det fly, han var ankommet med, havde en konvolut i hånden med Usmans navn på, som skulle afleveres til »autoriseret personale«. Men ingen vidste, hvem dette »autoriseret personale« var. Kaptajnen havde også en besked fra Rigspolitiet til Usman om at henvende sig på kommunen, når han kom frem. Men det var fredag, og kommunekontoret i Nuuk lukker klokken 12 om fredagen, så kaptajnen måtte på eget initiativ og egen telefon ringe rundt, før han kom igennem til nogen, som kendte til sagen.
Ankomsten i lufthavnen er typisk for det sagsforløb, der førte frem til den historiske dag i april, da Grønland tog imod landets første flygtning. Usman var en brik i et politisk spil om ansvar og kompetencefordeling mellem Grønland og Danmark. Måske fordi han er den første, og lovgivningen er mangelfuld. Måske fordi Grønland helst ville have været fri? Eller i det mindste have haft mulighed for at bestemme selv. Måske fordi de danske myndigheder ville se, hvad der sker, når man sender en flygtning til Grønland.
Del:
