KLIMAPOLITIKKEN har stået over alt andet siden sidste folketingsvalg, fraset håndteringen af covid-19. Så vigtig har den været, at finansminister Nicolai Wammen i oktober 2019 forklarede den grønne omstilling som »en af de største ændringer af vores samfundsøkonomi, siden vi udvidede velfærdsstaten i begyndelsen af 1960erne«. Den skulle placeres i hjertet af Finansministeriet, lød det. Året efter besluttede klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen sammen med et bredt flertal at indstille tilladelsen til at lede efter ny olie og gas i Nordsøen: »Vi er EUs største olieproducent, og derfor vil det give genlyd ude i verden,« sagde han. I stedet vil regeringen og andre i EU poste milliarder i vind- og solenergi, som stadig er flere år fra at kunne dække europæernes behov. For blot få uger siden beklagede klimaministeren og kolleger fra Østrig, Spanien og Luxembourg sig over, at EU vil inkludere naturgas og atomkraft som såkaldt grønne energiformer.

ER forklaringen på denne heftige ambition om at afvikle fossile brændstoffer indlysende – truslen fra den globale opvarmning er der ingen grund til at bagatellisere – er det lige så indlysende, at bestræbelserne i dag fremstår overilede, ja, uansvarlige. Det skyldes ikke kun, at skiftende regeringer samtidig har ladet det danske forsvar forfalde til et niveau, det angiveligt vil tage ti år at rette op på. Det skyldes også, at vi i iveren efter ikke selv at få beskidte hænder sammen med flere andre europæiske lande, i særlig grad Tyskland, har gjort os afhængige af russisk olie og gas. I troen på at den grønne omstilling fandtes lige rundt om hjørnet, har EU-lande undladt at investere i nye olie- og gasfelter og lukket for atomkraftværkerne.