INDVANDRINGSDEBATTEN foregår på så lav en volumen herhjemme, at man næsten kunne få den tanke, at sagen er løst. Årsagen kender vi alle. I de senere år er der indgået en slags nationalt kompromis blandt et flertal af Folketingets partier om at sikre en så stram indvandringspolitik som muligt inden for rammerne af de internationale regler. Det har været indlysende nødvendigt at vise vælgerne, at myndighederne selv kan afgøre, hvem vi vil give adgang til landet. Det har også været afgørende, at traditionelt regeringsbærende partier håndterer denne vanskelige sag, som har ført til betydelige problemer i form af kultursammenstød, kriminalitet og belastning af de offentlige udgifter. Hvis ikke den store midte evner at tage de svære beslutninger, kan man være forvisset om, at yderliggående partier står klar i kulissen.

VAR vi hensat til den forestilling, at et par årtiers slidsom diskussion endegyldigt er forbi, skal vi blot se ud over landets grænser. Der ankom sidste år næsten en million asylansøgere til Europa, hvilket viser, at flygtningekrisen i 2015 ikke var en engangsbegivenhed, men en permanent og stadig voksende tilstand. I EU i sidste uge blev der her syv år efter endelig indgået en aftale blandt medlemslandene, som baner vejen for, at asylansøgere langt hurtigere kan få deres sag behandlet, således at man kan opsamle de mennesker, som skal sendes retur. Hvordan det skal ske, ligger fortsat hen i det uvisse. Desuden lægges der op til en tvungen fordelingsnøgle medlemslandene imellem, som de kan betale sig fra, hvis de nægter at modtage deres andel.