Gråtoner

Mange ved, at Danmark i 1961 fik sit første ministerium for kulturelle anliggender med socialdemokraten Julius Bomholt som minister.

Færre er nok klar over, at Kulturministeriet allerede en lille snes år tidligere kunne have set dagens grå efterårslys. I hvert fald bød en af kulturlivets helt centrale skikkelser sig til i en lykønskende henvendelse til den nye statsminister. Det skete med brevets lidt tvetydige slutord:

»Lad mig blot for en Ordens Skyld tilføje, at jeg – som ikke tilhører og aldrig har tilhørt noget Parti – vel tror at kunne løse en saadan Opgave som Organisationen af et saadant Kulturministerium, men at jeg er ganske blottet for Ambitioner i den Retning.«

Manden var forfatteren, kritikeren og dramatikeren Svend Borberg, den nye statsminister var Erik Scavenius, og brevet skrev Borberg, to dage efter at Scavenius 9. november 1942 afløste Vilhelm Buhl som statsminister som led i aflysningen af en alvorlig krise i det dansk-tyske forhold.

Borberg havde allerede i 1922 og igen i 1933-34 stillet forslag om et samlet kulturministerium, og nu var ideen aktuel igen, anførte han. Det ministerium, Borberg forestillede sig, skulle påvirke dannelsen af den offentlige mening, så den støttede et loyalt samarbejde med besættelsesmagten.

Desværre var det nemlig sådan, at »en ikke ringe Del af Befolkningen gennem Teater, Film, Radio (og Presse) bestandigt forgiftes af en Propaganda, der ganske strider mod Regeringens Politik«.

At Svend Borberg skrev dette brev, fremgår af en interessant artikel, som senere på året offentliggøres i tidsskriftet temp – tidsskrift for historie. Forfatterne er teaterforskerne Ulla Kallenbach og Anna Lawaetz, som i artiklen nøje gennemgår Danske Dramatikeres Forbunds eksklusion af Borberg efter Befrielsen.

Denne eksklusion var ikke samtidens eneste opgør med Borberg, som man fandt alt for tyskvenlig, alt for hyppigt besøgende den rigsbefuldmægtigede Werner Best, alt for glad for den hyldest, der blev ham til del fra tysk side. Kultur er også politik, som bekendt, og Borberg havde blandt andet takket ja til den tyske Henrik Steffens Prisen.

Borberg blev også smidt ud af Dansk Forfatterforening, ligesom han blev interneret straks efter Befrielsen den 5. maj 1945. Et lille år senere blev han idømt fire års fængsel og tab af almen tillid for bestandig, men da Landsretten fik ordet et halvt år senere, var bestandigheden ophørt, for her blev Borberg frikendt.

Det fremgår af Lawaetz’ og Kallenbachs artikel, at der var en dobbelthed i Borbergs gerning. Han ville støtte regeringens politik, men han gjorde også en omfattende indsats for at hjælpe landsmænd, som var kommet i knibe under Besættelsen. Her gavnede hans adgang til Bests øre.

Borberg hjalp teaterinstruktøren Sam Besekow ud af Horserødlejren, og det var vigtigt, for Besekow var jøde. Også forfatteren Soya var interneret i Horserød, og også ham bistod Borberg til løsladelse. Han hjalp ligeledes, da en dødsdømt landsmand blev benådet. I artiklen sammenfattes hans indsats sådan, at straffeakterne tyder på »en meget aktiv ageren i forhold til beskyttelse af landsmænd uanset politisk overbevisning, ligesom Borberg hjalp tyskere i eksil« – blandt andre Bertolt Brecht.

Så hvad kan være læren af alt dette? Ja, blandt andet, at erklæret pacifisme kunne bringe velmenende skikkelser i uføre under Besættelsen:

Borberg var pacifist, det samme var den socialdemokratiske økonom Niels Lindberg, som var overbevist antinazist, men endte med at blive smidt ud af arbejderbevægelsen som tyskvenlig. Den radikale antimilitarist Ejnar Krenchel for helt vild og meldte sig selv hos tyskerne og tilbød sig som radioagitator med det bud, at sabotagen burde stoppe. De foredrag sagde besættelsesmagten ja tak til. Krenchel fik otte års fængsel efter Befrielsen.

Men læren er vist også, at medløb og modstand fordeler sig med flere nuancer end det sort-hvide verdensbillede, der – meget forståeligt – prægede sindene efter Befrielsen.

De to teaterforskere undlader efter de omhyggelige arkivstudier meget sympatisk at fælde dom. Borbergs sag udgør, skriver de, »et kompliceret billede i gråtoner«.

Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.