PARIS – For anden gang på under to uger blev trafik og industri lammet af demonstranter på gader og boulevarder landet over, da samtlige franske fagforbund tirsdag igen blæste til kamp mod præsident Emmanuel Macrons forkætrede pensionsreform.

Reformens primære mål er at sætte pensionsalderen op fra 62 til 64 år, hovedsageligt for at skabe balance i budgetterne, som de kommende år bliver presset af en drastisk forøget ældrebyrde. En befolkningspyramide med en alt for spinkel og skrumpende sokkel.