BEFRIELSENS pris hedder som bekendt en af de vigtigste bøger, Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, har udgivet. Det er en passende titel at minde om i denne tid, hvor store dele af hans parti synes at ramle hastigt sammen. Hvad har prisen været for, at Løkke kunne løfte sig op over og ud af Venstre, slippe af med hele det vedhæng af partimæssige bagsædebilister og bogholdere, som skabte slør i køreretningen, og i stedet skabe et nyt parti, der stod frit til at skabe ægte reformer? Det er det store spørgsmål i den farceagtige historie om Moderaternes organisatoriske sammenbrud, som afleveres på Christiansborgs gange i denne tid. Løkke ønskede at opføre en bygning ved at begynde med spiret, fundamentet måtte klares hen ad vejen, og den konstruktion er dømt til at give sætningsskader.

Modtag Weekendavisens ugentlige nyhedsbrev

Bliv oplyst, inspireret eller bare provokeret med det bedste fra ugens Weekendavisen.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

EGENTLIGE detaljer er der mange af, men sammenbruddet lyder i kortform: I mandags forlod ti medarbejdere i Moderaternes politiske sekretariat deres stillinger; tre blev fritstillet, syv sagde selv op. Den dag bemærkede flere, at Moderaterne hellere skaffede sig af med ofre for et elendigt arbejdsmiljø end med den ledelse, der beskyldes for at stå bag de »krænkende handlinger i form af mobning og anden nedværdigende adfærd«, som Arbejdstilsynet har registreret. Onsdag valgte så en af tre udskældte ledere, partisekretær Kirsten Munch Andersen, selv at sige op, efter at hun havde påtaget sig den pinefulde opgave at afskedige de tre medarbejdere. Hun afsluttede fyringsrunden med at fyre sig selv. En anden, Caroline Stage Olsen, der har været politisk chef i den nu bortskaffede afdeling, har ikke draget samme drastiske konsekvens. Hende har Løkke i stedet forfremmet til ny digitaliseringsminister, skønt også hun blev nævnt af tidligere og nuværende medarbejdere som en af de ledere, der så gennem fingre med nedladende og sexistisk adfærd. Den tredje, kommunikationschef Ulla Østergaard, hænger stadig fast i sin post.

PRIS på friheden forstår man godt, at Løkke sætter. Moderaternes succes er spektakulær, og det er banalt at konstatere, at partiet ene og alene bygger på Løkke selv. Det er også tydeligt for enhver, at han har alt for travlt med at reformere det danske samfund og gennemføre sin såkaldt pragmatiske idealisme i det store udland til at kunne tage sig af noget så perifert som et partiapparat. Den ironiske bivirkning ved hele hans projekt er, at støjen og støvet fra den sammenstyrtede bygnings murbrokker gennem uger har skygget for spiret på toppen. Hvem ved egentlig, at udenrigsministeren i denne uge har været i FN i New York for at skaffe milliarder til »at tackle fattigdom og klimaforandringer i de fattigste lande«? Hvem ved, hvad hans digitaliseringsminister mon mener? Alting kommer med en pris, som Løkke har for vane at sige. kw

Det er tydeligt for enhver, at han Lars Løkke har alt for travlt med at reformere det danske samfund til at kunne tage sig af noget så perifert som et partiapparat, skriver Klaus Wivel i en leder. Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix
Det er tydeligt for enhver, at han Lars Løkke har alt for travlt med at reformere det danske samfund til at kunne tage sig af noget så perifert som et partiapparat, skriver Klaus Wivel i en leder. Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix Thomas Traasdahl