Først og fremmest. Spionsagen i Nordjylland viser, at hybridkrigen med Rusland er i fuld gang.
Fra Rusland uden kærlighed
Efter den kluntede, nærmest latterlige håndtering af droneobservationerne over Danmark kunne man måske forledes til at tro, at al den snak om russisk hybridkrig er blæst ud af proportioner. At myndighederne er gået i panik og har overdrevet situationen. Men det ville være en fejl. I går kom det frem, at politiet har anholdt to ukrainske statsborgere på 19 og 21 år, der er mistænkt for at spionere på vegne af Rusland. Deres mål var den nordjyske forsvarsvirksomhed MyDefence.
Nyheden kommer, samtidig med at The Wall Street Journal-journalisten Bojan Pancevski i går kunne fortælle, at præsident Putin har beordret hybridangreb på europæiske lande, der støtter Ukraine. Hvis man ikke kender Pancevski, så er det manden, der afslørede, hvordan ukrainere saboterede Nordstream. Han er en journalist, man bør tage meget alvorligt. (Til gengæld bør man ikke tage analytikere alvorligt, der afviser hans journalistik).
Ifølge Pancevskis efterretningskilder har der været en voksende frustration i Kreml over, at Ukraine har formået at bremse russernes fremrykning i Donbas, og at man ikke har været i stand til at presse ukrainerne til forhandlingsbordet, som man ellers havde håbet. Et mislykket droneangreb på et transportfly i Leipzig i sommer skulle have været en del af den operation mod europæiske lande, som Putin har igangsat. Hybridkrigen er virkelig, og Danmark kan sagtens blive det næste mål.

De to mulige russiske spioner fra Nordjylland er da også blot de seneste i en lang række, der er blevet fanget. I juli blev en ansat i det svenske forsvar dømt for at spionere for russerne. I år alene er to personer i Estland blevet dømt for det samme. Tidligere på måneden blev den tidligere chef for Tysklands udenrigsefterretningstjeneste (BND), August Hanning, anholdt, mistænkt for at være russisk spion. Og i foråret var det en østrigsk efterretningsofficer, der fik en dom for spionage. I Polen, Letland, Italien, Slovenien og Holland har man set lignende eksempler på anholdelser af mistænkte russiske spioner alene inden for de sidste par år.
Sagerne viser, at Kreml er i fuld gang med at operere på europæisk jord. Det vil med stor sandsynlighed kun intensiveres, så længe Rusland ikke er i stand til at få Ukraine i knæ. Med de pauvre resultater på slagmarken går de i stigende grad efter Ukraines allierede. Håbet er ikke bare at indsamle brugbare informationer eller udøve sabotage mod forsyningslinjer til frontlinjen, men i lige så høj grad at skabe indre splittelse i alliancen. Deres store aktivitet på vores kontinent er i højere grad udtryk for russisk svaghed og desperation end for styrke og selvtillid. Men ofte er det de desperate aktører, der er farligst.
Alt dette gør det kun så meget mere frustrerende, at den stærkeste allierede, USA, er blevet det svageste led i kæden. Den amerikanske præsident Donald Trumps forsøg på at presse Ukraine til at kapitulere, lempe sanktionerne mod Rusland og imødekomme Kreml politisk kommer på det dummeste tidspunkt. Russerne har ikke stået svagere under krigen, end de gør nu, hvor ukrainerne har haft stort held med at svække den russiske energiinfrastruktur. Trump får næppe sænket de amerikanske energipriser ved at få hevet lidt russisk diesel ud af landet. Til gengæld hæmmer han ukrainernes ellers succesfulde strategi.
I skrivende stund ved vi meget lidt om de to anholdte i Nordjylland. Det er pudsigt, at der er tale om ukrainske statsborgere, men det er ikke nødvendigvis noget, man skal tillægge større betydning. Der eksisterer en lille minoritet af ukrainere, der er russisksindede. Ud af en befolkning på 44 millioner vil selv en lille minoritet udgøre et stort antal mennesker, man potentielt kan rekruttere. Det kan også være, at man fra russisk side er gået efter netop at hverve ukrainere, så man kan sprede mistro mod ukrainske flygtninge i Danmark. De kan også være blevet narret til at spionere.
Det er dog alt sammen spekulation. Reelt ved vi intet på nuværende tidspunkt, ud over at hybridkrigen er i fuld gang, og at vi skal tage den meget alvorligt.

I øvrigt ...
Der er i dag blevet fremsat et lovforslag, der skal forbyde såkaldt mandatkøb. Det kommer efter, at Moderaterne forsøgte at betale deres to nu tidligere folketingsmedlemmer Mike Fonseca og Jon Stephensen for at opgive deres mandater. Der tegner sig et flertal bag lovforslaget, da Enhedslisten forventes at stemme for sammen med den borgerlige opposition. Det bliver derfor interessant at se, om der er nogen regeringspartier, der vil stemme for.



