Når psykiater Per Sørensen i begyndelsen af 1990erne stod over for en patient med borderline personlighedsforstyrrelse, var »succes« at forhindre vedkommende i at komme ind på den psykiatriske afdeling. Med deres råben og skrigen og selvskade var disse patienter besværlige, og som alle andre i psykiatrien vidste unge Sørensen, at der ikke fandtes nogen behandling.

Så når endnu én var blevet henvist fra en skadestue, handlede det for Sørensen om for alt i verden at holde samtalen væk fra noget med selvmordstanker.