Forældre til et syvmandshold

Artiklen blev udgivet 4. august 2024. 

Efter knap et døgns kørsel i en lejet minibus – tværs gennem Europa, op og ned i Alperne, de første timer med tålmodighed, derefter sukkerchok, skænderier og kvalme, en smule opkast og ufatteligt mange tissepauser – så nægtede fireårige Theodor at tro på, at de var fremme.

»Det kan ikke passe,« sagde han. »Det her ... Det er ikke Kroatien.«

Først da han med egne øjne beskuede campingpladsens vandland, som han på forhånd havde set billeder af hjemmefra, faldt han til ro.

Og så gik ferien ellers i gang. Bastian på 11 år ville spille tennis. Isabella på 13 og Josephine på ni ville shoppe. Hannibal på seks og førnævnte Theodor på fire kun plaske rundt i poolen. Alt sammen under høj sol og stegetemperatur tilsat en let, men konstant brise af teenagebrok.

Det eneste, familien var enige om, var, at en pizza med en diameter på 1,2 meter var en fremragende idé til aftensmad. Turens ene glade giver, Jesper Abildtrup, børneflokkens 37-årige far, rammer ferien ind:

»Det var intenst,« siger han.

»Vi plejer at være fastliggere på Vorbasse Camping, hvor jeg altid kan gå og tulre lidt for mig selv. Slå græsset, skrue i et eller andet. I Kroatien var der ligesom ingen steder at flygte hen.«

Hans kone, 41-årige Lotte Abildtrup, børnenes mor, nikker og gengiver med midtjysk sarkasme reaktionen fra omverdenen: »’Eeeeeeeeeej, så har I rigtignok ferie,’ siger folk.«

»Nej! Det er sgu ikke ferie for os. Hverdagen er mere afslappende.«

Til daglig knokler de i mere klassisk forstand.

Jesper er selvstændig med otte ansatte og eget firma, der laver armeringsjern til betonbyggeri.

Lotte er mellemleder på Jensens Bøfhus.

De ligner en helt almindelig familie i stationsbyen Kibæk, et kvarters kørsel fra Herning. Hver dag tager de på arbejde, følger børnene i skole og hepper på dem til fodbold i den lokale klub.

Rød murstensvilla, ligusterhæk, trampolin i baghaven. I indkørslen står der to biler, men ellers er der på overfladen kun én ting, der afslører, at noget ved The Abildtrups ikke er helt gængs.

Antallet af navne på postkassen.

Jesper og Lotte har syv børn sammen. Den yngste er to, den ældste er 14.

Og de vil – som mange andre familier i Facebook-gruppen »Os med mere end fire børn«, som Weekendavisen har været i kontakt med – gerne fortælle en mere positiv historie om livet med børn end den, de mener præger offentligheden. En anden historie end den om afsavn og evnen til at holde ud. Om forældre, der ikke kan få børn. Eller ikke vil. Om det, der er blevet døbt »den store fertilitetskrise« i utallige kronikker, debatprogrammer og nyhedsartikler.

De vil gerne fortælle en historie, der handler om alt det gode ved at få børn.

Det store babykrak

Medmindre man har levet under en sten de seneste år, ved man, at vi får færre og færre børn.

I 2023 fødte danske kvinder halvandet barn i snit. Fastholdes den nuværende fødselsrate, har Politiken regnet sig frem til, vil der kun være to en halv million mennesker tilbage i Danmark i år 2100.

Politikerne har for længst slået alarm. I sin nytårstale lovede statsminister Mette Frederiksen at øge støtten til fertilitetshjælp. På Moderaternes årsmøde fulgte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen op med en direkte opfordring: »Sagt helt kort: Vi skal have flere børn!« Og i Dagbladet Information gik tre unge ordførere fra Konservativ Ungdom så langt som til at kalde det et »stille landsforræderi, når ressourcestærke danskere fravælger at få børn«.

Men babystagnationen fylder ikke kun herhjemme, det er et globalt fænomen. Fra Italien til Indien tales der om »det store babykrak«. Regeringer kaster milliarder efter at få befolkninger til at forplante sig for fædrelandet.

Samtidig slås fertilitetslæger, demografer og sociologer om årsagsforklaringerne. Er det dårlig sæd, aldrende mødre og anden biologi, som er skyld i de stille fødestuer? Fordi vi ikke kan få børn.

Eller er det i højere grad, fordi vi ikke vil? På grund af karriereræs, krigsbekymringer, klimasorg eller klemt økonomi?

Eller mere jordnært – på godt jysk: Fordi børn er træls?

Livets vildeste følelse

Toårige Eddies ambulance er næsten løbet tør for strøm. Den kan stadig sige »babu-babu«, men det lyder som en udrykning under vand, druknet og forvrænget.

Sirenen kører igen og igen i dagligstuen i Kibæk, mens Lotte og Jesper forsøger at forklare, hvorfor de har fået syv børn.

»Det tænkte vi nok, at du ville spørge om,« siger Lotte.

Hun har en blomstret sommerkjole på, nyvasket hår og kulør i ansigtet, solbrændt fra ferien i Kroatien.

»Sandheden er, at vi ikke aner det,« fortsætter hun.

»Vi har ikke tænkt så meget. Vi har ikke planlagt noget. Vi har bare fået børn.«

Lotte fandt Jesper på dating.dk og kørte ned for at besøge ham i oktober 2008.

Hun var 26 år, boede på Djursland og var ved at blive oplært som bager. Han var 22 og boede hos sine forældre i Brande.

Til jul det samme år var Lotte gravid. Den første baby var ikke planlagt, og det var den syvende og sidste i rækken heller ikke. Nu er Jesper blevet steriliseret, så det ikke sker igen. Men undervejs fandt de ud af, at der er én følelse i verden, som topper alle andre.

»Man kan blive direktør og købe en fed bil, men der er intet, der slår følelsen af at ligge med sådan en lille baby på maven. Jeg elsker bare spædbørn pissemeget,« siger Jesper med ekstra volumen på det sidste ord.

Forleden aften, fortæller parret, talte de faktisk om, at det »kunne være fed’ lige at tage op og føde«.

»Jeg ved godt, det lyder megamærkeligt, men det er bare så vild en oplevelse,« siger Lotte.

– Hvordan det?

»Det er, som om alt andet bare er ligegyldigt. Det, man bekymrede sig over for et par dage siden, det er fuldkommen underordnet.«

Begge forældre ser drømmende ud, nærmest rørte. Jesper ligner den sort-hvide tegning, som de har fået lavet af ham. Den, hvor han ligger med ældstesønnen Mikkel, nu 14 år, på maven, både far og baby med lukkede øjne. Billedet er indrammet og står på en hylde i entreen.

Det hele er pludselig meget idyllisk, men så afbrydes snakken om fødsler af et hyl. Ikke fra det døende ambulancekøretøj, men fra den fireåriges vrede »mor!«-råb fra køkkenet.

»Skal jeg så bare røre rundt eller hvad?!« siger han, mens han kigger klandrende på et glas med mælk og en stor bøtte med kakaopulver.

»Ja! To skefulde, og så rører du bare rundt i mælken,« brøler Lotte ned i spisebordet, før hun mumler til de voksne.

»De får normalt ikke sådan noget, men vi har købt Nesquik med hjem fra ferien. Det kan godt være lidt svært at finde ud af.«

Ud af hængekøjen

Noget andet, som er vanskeligt at gennemskue, er, hvad de faldende fødselsrater på sigt vil gøre ved vores samfund.

Tidligere på året forudså Finansministeriet et dyk i både BNP og arbejdsstyrke.

I 2080 vil der være 340.000 færre fuldtidsbeskæftigede end hidtil forventet. Danmarks samlede økonomi vil skrumpe med 11 procent.

Skrækscenariet: affolkning af landsdele, lukning af institutioner og sværere betingelser for erhvervslivet. Dansk Folkeparti frygter, at »danskheden« på sigt forsvinder, og har foreslået at give en skatterabat til familier med tre børn eller flere.

Men pludselig landede en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og hokuspokus, så var en af Danmarks største økonomiske hovedpiner kureret.

Forklaringen skal findes i det såkaldte hængekøjeproblem, som længe har været en bekymring blandt økonomer. Danmark har haft udsigt til kritiske underskud på de offentlige finanser i 2030erne og 2040erne, når store årgange går på pension.

Men nu lyder analysen altså, at de faldende fødselsrater løser problemerne. I 2040 vil der være omkring 100.000 færre børn sammenlignet med fremskrivningen for 2023, og det mindsker udgifterne til vuggestuer, børnehaver og skoler.

Til Politiken har regeringen meddelt, at den »deler den optimisme«, og har samtidig varslet sin egen prognose i løbet af sensommeren.

Fordommene

Hvad der er op og ned i statsbudgetterne, interesserer Lotte og Jesper Abildtrup sig ikke for. Og de er sådan set også ligeglade med, om andre danskere vil have børn, siger de.

Men de interesserer sig for nogle af de fordomme, der eksisterer om store familier som deres.

At de er religiøse.

At de er medlemmer af en sekt.

At de gør det for børnepengene.

At de er dumme.

»Vi har hørt dem alle sammen,« siger Lotte.

Hun vil vise, at man sagtens kan have mange børn – og leve et normalt liv.

»At få et barn i dag er blevet blæst fuldstændig op. Folk har gjort det i millioner af år. Det skal nok gå,« siger hun.

Niårige Josephine – eller Mulle, som hendes forældre kalder hende – sidder i sin fodboldtrøje og hjælper Eddie på to med at spise rugbrødsmadder med leverpostej, mayonnaise og ristede løg.

Under os, i kælderen, ligger en gnaven teenager og sover. Over os, på førstesalen, står parfumerne som trofæer på den anden teenagers værelse. Familiens kat går hen over køkkenbordet. Den har lige fået killinger. På det værelse, som den fire- og seksårige deler, ser det ud, som om en håndgranat er blevet trukket i en legetøjskasse. Farverige plasticmænd og bamser ligger spredt overalt på gulvet.

Jesper tager en dyb, tålmodig indånding. Nogle gange bliver det for meget. Når det sker, sætter han sig ud i bilen og sætter Dire Straits med »Sultans of Swing« på anlægget.

»Når man har syv børn, sætter man pris på at være alene,« siger han.

Men midt i kaosset er der altid glimt af lykke. Når børnene hjælper hinanden. Viser omsorg. Tager initiativ. En bankende stolthed over dét, som forældrene har skabt.

»Man får så ufattelig meget igen. Du drømmer ikke om, hvor mange sjove ting børn siger. Vi griner meget i vores hverdag,« siger Lotte.

Hverdagen er nemmere end ferien, siger de begge. Jesper står op klokken seks og kører direkte på arbejde.

»Kysser du ikke engang mor farvel?« spørger Mulle.

»Nej, det gør han ikke,« kommer svaret fra Lotte.

Hun står op klokken 6.30, vækker børnene og »bruger tre kvarter på at få teenagerne op«. Så følger hun dem til skolen, som ligger 800 meter nede ad vejen, og kører selv til Esbjerg, hvor hun arbejder som frokosttjener på Jensens Bøfhus.

Om eftermiddagen er de begge tilbage, når børnene er færdige med skolen.

»Hvis man tror, at man kan opretholde en eller anden form for glansbillede, så tager man fejl,« siger Jesper.

»Jeg tror, folk er bange for at miste deres gamle jeg, men det skal de ikke være. For man får et nyt jeg.«

Kroatien og livets mening

Kilden til mest frustration i den store familie er hverken teenagebrok, babyskrig eller slåskampe mellem børnene.

Det er heller ikke fordelingen af arbejdsopgaver.

»Det der mental load er noget fis,« siger Lotte.

»Kvinderne skal da bare åbne munden. Hvis jeg vil have ham til at gøre noget mere, så beder jeg ham bare om det.«

Nej, deres største aversion er Aula, kommunikationsplatformen for alle børn, forældre, lærere og pædagoger på landets folkeskoler og i dagtilbud.

»Hvis man skal være med til alle Aula-møder, så dør man af stress. Hvis mit barn trives, kommer jeg ikke til forældremødet. Jeg møder ikke op til far-dage. Vi nedprioriterer simpelthen alt det der, fordi det er alt for meget,« siger Jesper, som fortsætter med at tale om Aula i lang tid, længere tid end Lotte tilsyneladende hører efter.

Vi har sat os ud på deres nybyggede terrasse i haven. Gasgrillen reflekterer solen, græsset er slået, den oppustelige pool er fyldt op med vand.

Vi taler igen om ferien til Kroatien. Hvem var den egentlig for?

»Børnene,« svarer de nærmest i kor.

»Jeg håber bare, de en dag vil sætte pris på det.«

Den ældste kommer op fra kælderen. Han har hænderne i lommerne på sine joggingbukser og søvn i øjnene.

Mikkel var ikke med i Kroatien. Han gad ikke.

»Det er ikke fedt, men det er heller ikke virkelig, virkelig træls,« svarer han, da jeg spørger, hvordan det er at have så mange søskende.

Om lidt skal han ud at gå med aviser. Han får 75 øre pr. styk. Og på den anden side af sommerferien slipper han væk. Han starter på efterskole.

»Jeg tror aldrig, jeg skal have børn,« siger den 14-årige.

»Jeg føler allerede, jeg er mentalt trænet som far, og jeg kan bare ikke se et tidspunkt, hvor det passer ind.«

Han drømmer om at køre lastbil, fortæller han, før han tøffer ind og smører sig en marmelademad.

Tilbage sidder forældrene over for et sidste spørgsmål:

– Hvorfor gider I?

»De giver mening og gør dig glad på en måde, du ikke kan forklare,« siger Jesper.

»Af en eller anden grund føles det så meningsfuldt, at intet andet giver mening.«