Giftigt positiv

Det har været en træningstime fra helvede. En brølende holdinstruktør har fået mig til at løfte tungere, squatte dybere og tage flere armbøjninger, end jeg egentlig kan. Jeg ved, at jeg kommer til at være usandsynlig øm i hele skroget. Men det er i morgen, og lige nu, hvor jeg træder ud i eftermiddagssolen, driver jeg afsted som på en luftpude. »Endorfiner,« når jeg at tænke. Og så lige pludselig er den der, en dyb og gennemtrængende tilfredshed, en tilstand uden ønsker, bare varm og bølgende glæde over at være i live. Det er lykke, jeg kan ikke kalde det andet.

Pointen her er ikke, at lykken er hård fysisk aktivitet, men at den er uberegnelig. For det meste opstår lykkefølelse som en fuldstændig uforudset bivirkning og mange gange af de mest almindelige foreteelser. Den flammer op og brænder kortere eller længere som et romerlys i sjælen.

Men det er langtfra vores billede af lykke. Tiden og kulturen er gennemtrukket af urealistiske forestillinger om, at noget, der ligner lykke, bør være normaltilstanden. Og hvis man tænker, at det bare er sund, positiv tænkning og helt uskadeligt, må man tænke om. Hvis man roder bare en smule op i forskningen på området, viser den, at ambitionen om endelig at skulle være glad og allerhelst lykkelig ikke bare er kontraproduktiv – den er giftig.

Toksisk positivitet

Et godt eksempel finder man i et stort tværnationalt studie fra 2022. Her gransker et internationalt hold psykologer data fra 40 lande i det store World Happiness Index for at finde ud af, hvad »samfundsmæssigt pres for at være glad og ikke trist« gør ved mennesker. Og det er ikke noget godt.

Et større pres viser sammenhæng med dalende subjektivt velbefindende og en højere risiko for ligefrem at udvikle depression. Forventningerne viser sig endda at ramme særligt hårdt i lande, der i forvejen har et højt lykkeniveau – som Danmark.

Hvad er mekanismen i det, tænker man? Psykologiprofessor Iris Mauss fra University of California, Berkeley har efter mange års forskning et godt bud. Det er ikke det, at man som menneske sætter lykke og positive følelser højt, som i sig selv spænder ben. Men når det udarter til en bekymring for, om man nu er så glad og lykkelig, som man burde, går det galt.

Den slags mennesker udvikler negative metaemotioner, som Mauss kalder det. De vurderer hele tiden, hvor godt de nu har det, og bliver faktisk dårlige til at nyde selv de mest positive oplevelser. Både mens de foregår og senere i erindringen. Det er opskriften på utilfredshed. Og når man følger disse mennesker over tid, fortæller Iris Mauss i et interview fra 2021, »ender de med en ringere generel trivsel, ringere tilfredshed med deres liv og kraftigere depressive tendenser«.

Den positive tsunami

»Intentionen om, at mennesket skal være lykkeligt, er ikke inkluderet i skabelsens plan, skrev Sigmund Freud i 1930 i Kulturens byrde. Psykoanalysens fader havde heller ikke lykke som mål for sin terapi. Gennemgik man sådan et årelangt behandlingsforløb på briksen, hvor der blev pillet rigtig dybt i navlen og kastet lys i alle barndommens mørke kroge, kunne man i bedste fald regne med at komme ud på den anden side med det, Freud kaldte en »tilstand af let melankoli«.

Så hvornår og hvordan blev lykke omdrejningspunkt for tilværelsen? Jeg vil tro, at min egen generation, os der blev født i 1960erne, var de første, som fik en forsmag på udviklingen. Alt omkring os var fremgang. Vores forældre og bedsteforældre kunne fortælle om »gamle dage« – deres egen levetid altså – med forhold, der nu var utænkelige: Børn, der blev sendt ud at tjene. Skolelærere, der slog med spanskrør. Sindssyge tanter, man gemte væk på loftet. Selv var vi 60er-børn værnet af velfærdssamfundet, og det har siden taget sig stadig mere ødselt af hver generation.

Som samfund betragtet har vi således længe stået helt oppe på toppen af Maslows behovspyramide og skuet ud. Alt det, man ellers har set som midler til at opnå lykke, er sådan set opfyldt. Fra fysiske behov og relativ tryghed til muligheder for selvrealisering. Nu er der kun tilbage at gribe efter selve målet, og lykkeoplevelsen er så at sige blevet adskilt fra det, der frembringer den.

Interessant nok var det netop Abraham Maslow, som første gang brugte begrebet positiv psykologi. Det var i bogen Motivation and Personality fra 1954, hvor den amerikanske psykolog stak til sin egen disciplin for kun at bekymre sig for »menneskets mangler, dets sygdomme, dets synder«. Omvendt interesserede psykologer sig alt for lidt for, hvad individet måske kunne blive til i sit fuldt udfoldede potentiale.

Maslow fik ikke meget medløb i de stive 1950ere, men 40 år senere skete der noget. Det var i kølvandet på indfasningen af de nye antidepressive midler, SSRIerne, som hurtigt fik kælenavnet lykkepiller. Psykiatere vrænger ganske vist ad den betegnelse, men den siger noget vigtigt. I forhold til de gamle midler var bivirkningerne af SSRI-præparater relativt milde, men til gengæld virkede stofferne på en bred masse af mennesker, som ikke var svært deprimerede, men snarere lettere nedstemte. Historier om livsforvandlende behandling, blandt andet båret af megabestselleren Listening to Prozac fra 1993, hjalp til at udbrede disse psykofarmaka på en måde, man aldrig tidligere havde set.

Og på ryggen af denne bølge surfede den positive psykologi. Effektivt trukket frem af den amerikanske psykolog Martin Seligmann sigtede bevægelsen ikke på at behandle de syge, men på at optimere de raske. Nu skulle professionelle hjælpe med at gøre gode liv bedre. Og dermed blev det et »værdigt videnskabeligt mål at øge folks lykkeniveau, specielt når deres basale fysiske behov allerede er opfyldt«, som lykkeforsker Sonja Lyubomirsky har formuleret det.

De gode »dårlige« følelser

Selv får jeg lyst til at citere nogle ord, Albert Einstein nedfældede på sine ældre dage: »Velvære og lykke har aldrig forekommet mig at være et absolut mål. Jeg hælder ligefrem til at sammenligne den slags moralske målsætninger med ambitionerne hos en gris.«

Men er det ikke præcis de ambitioner, vi lever med i dag? Og som vi får sat op for os, fra vi er helt små?

Før i tiden kunne man helt legitimt ønske for sine børn, at de skulle drive det til noget i tilværelsen eller udvikle sig til en bestemt slags mennesker, men i dag er den slags no go. Man ville slet og ret stemple sig selv som et dårligt menneske. Den eneste rigtige og socialt acceptable ambition, man i dag kan have for sine børn, er, at de må have det godt – at de bliver lykkelige. Til gengæld sættes der betydelig kraft bag denne ambition. Så snart de små ikke har det godt, må det undersøges og udredes, hvad årsagen kan være, for der er jo tale om en abnorm tilstand.

Oplevelsen af, at alt andet end glæde og lykke er en afvigelse, siver ind og sætter sig i psyken. Det samme gør trangen til at udrydde »dårlige« følelser. Emotioner som vrede, misundelse, jalousi og skadefryd er ikke bare uglesete, men betragtes nærmest som udtryk for dårlig tilpasning. Det er de selvfølgelig ikke. Det er følelser, som vi er udstyret med fra naturens hånd, og som kan vækkes hos enhver. Den evolutionære udvikling har været ligeglad med, hvad der anses for god tone, og selv de usleste fornemmelser tjener et formål. Som Iris Mauss har fremført:

»Vi kan ikke skubbe vores negative følelser fra os. Både vores egen og andres forskning antyder, at med hensyn til velbefindende er den bedste tilgang at være i besiddelse af det samlede følelsesberedskab.«

Netop. Det hedder sig gerne, at negative følelser står i vejen for os og hindrer os i at opnå det, vi gerne vil. Man skal endelig tænke positivt – smile til verden, så den smiler igen. Men det passer ikke, de negative følelser er aldeles glimrende, når omstændighederne kræver dem. Man kan betragte vores emotionelle udtræk som en værktøjskasse. Jo flere mærkelige tænger og specialskruetrækkere den indeholder, jo bedre er vi udstyret til at bearbejde det skrot, livet smider i hovedet på os.

Mauss har over tid fulgt forsøgspersoner og opdaget, at dem, der generelt accepterer deres negative følelser, har et bedre mentalt helbred, højere tilfredshed og større robusthed over for dagligdags stress end dem, der bortdømmer disse følelser og er flove over dem.

Også Maya Tamir fra Jerusalems Hebrew University har opdaget noget interessant. Ved at spørge godt 2.000 mennesker i otte lande til deres følelsesliv viser hun, at de mennesker, der oftest oplever positive følelser, ikke er dem, der overordnet rapporterer at have det bedst. Det er derimod dem, der oplever, at deres følelser – også de negative – svarer bedst til og er passende i de givne omstændigheder. Man er med andre ord vred, fordi der er noget at være vred over, man reagerer på det sorgfulde med sorg og tristesse, eller man vedkender sig at være misundelig på den ubegavede nabo, som har arvet sig til alt.

Handle frem for at føle

Det minder mig om et interview, jeg stødte på i New York Times forleden. Avisen havde talt med komiker og producer Samantha Irby, som fortæller om at nyde stor succes i sit professionelle liv. Hun fortæller også om at veje næsten 130 kilo og slås med alle de gener, der følger med i form af slidgigt, smerter og almindeligt besvær. Men hun er dødtræt af at høre beskeden om, at man endelig bare skal elske sin krop, som den er. Hvis den ikke gør, hvad man vil have den til, er det jo fake.

»Tyranniet i forhold til at skulle elske sig selv er for mig at se idiotisk,« siger Irby, og hvor er det forfriskende. For vi ved, at indbildning ikke virker. Eller rettere; at den virker negativt.

I årtier havde man i psykologien en idé om, at selvværd var noget, man endelig skulle højne, og at det kunne gøres ved at fortælle sig selv, at man var herlig, præcis som man var. Bare stå foran spejlet og fyre floskler af. »Jeg ser skidegodt ud! Jeg er et fantastisk menneske!«

Generationer af os – især skolebørn – er blevet fodret med det vrøvl, selvom man for længst har slået fast med solide data, at mennesker med lavt selvværd får det værre af ren retorisk positivitet. Selvværdet kan ikke pumpes som læberne på en realitystjerne. Det eneste virkelig probate middel er, at man rent faktisk forbedrer sig i en eller anden retning. At man slider sine karakterer lidt højere, begynder at spise en smule sundere, eller hvad det nu er, der plager én. Det handler med andre ord om, at man får det bedre ved at strække sig på tæer og gøre noget, som man måske ikke troede, man kunne.

I det hele taget tror jeg, vi kunne have gavn af at vende os fra at føle og fornemme så meget til i stedet at gøre noget.

Vi kunne ikke mindst gøre op med ideen om, at positiv tænkning er vejen frem i livet. Det er en stærk tendens i moderne vestlig kultur, som hele tiden får ny vind fra selvhjælpsindustrien, og som appellerer til de flestes intuition. Hvis man selv er positiv, får man positivitet igen fra andre, ikke sandt? Hvis man stædigt tænker, at det nok skal gå, som man ønsker, hvis man visualiserer sine resultater og sin succes, så må man da gøre begge dele mere sandsynligt?

Det er appellen i magisk tænkning. Men magien har det desværre med at vende sig mod én selv. Inde i sin positive fantasiboble har man det måske nok rart, men man kommer til at mangle sporen fra det ubehag, som ligger i usikkerhed, tvivl og almindelig pessimisme.

Det kan få konsekvenser. Forskere, som har fulgt studerende over tid, konstaterer, at dem, der ser for sig, hvordan de kommer til at klare sig godt til eksamen, og hvordan de til sin tid lander et drømmejob, faktisk arbejder mindre end dem, der analyserer, hvor forhindringerne ligger, og hvordan man kommer igennem dem. I sidste ende klarer fantasterne sig dårligere, ligesom de i højere grad udvikler depressive symptomer på længere sigt.

Negativitet kan derimod være en ganske effektiv strategi. Australske eksperimenter viser eksempelvis, at debattanter i »negativ affekt« argumenterer langt mere overbevisende end de positivt indstillede. Ligegyldigt om de argumenterer for populære eller upopulære synspunkter. Jeg må indrømme, at det er et studie, der kan gøre mig næsten lykkelig.