Dagens kommentar. Hæv den nedre aldersgrænse på et folketingskandidatur. Det er for de unges eget bedste.
Folketinget er et old man's game
Inspireret af regeringens forårsvarme følelser for flere forbud kommer her et forslag, der næppe heller huer partiets ungdomsafdeling: Hæv den nedre aldersgrænse på et folketingskandidatur.
I sidste uge annoncerede Nikoline Linnemann Prehn, at hun vil kæmpe for Socialdemokratiet og for »klimaaktivisme, progressiv omfordeling, international solidaritet og hjælp til verdens fattigste«. 19 år gammel, aktivt DSU-medlem og statskundskabsstuderende, og nu aspirerende folketingskandidat. Annonceringen fandt sted på Twitter og medførte en større debat i kommentarsporet: Bør en 19-årig kunne det? Selvfølgelig, siger mange, det er »så sejt«, mens andre mindre høfligt opmuntrer hende til at vente nogle år.
Det er Nikoline Linnemann Prehns ret som myndig person at stille op. Jeg kender ikke denne kandidats kvalifikationer — min kritik er principiel. Ud fra tommelfingerreglen om, at man gerne må kritisere befolkningsgrupper, man selv er en del af, tillader jeg at spørge: Hvorfor ikke sætte en barre på eksempelvis 25 år? Selvfølgelig vil en højere aldersgrænse være diskriminerende pr. natur, men den vil trods alt være universel; ingen sociale grupper forfordeles. Det vil være et stærkt incitament til at trække luft ind og lade tilværelsen gøre lidt nas, før man sætter sig for at indrette befolkningens. Og desuden: Skal vi bremse den glidebane, det er at gøre et folketingsmandat til en langvarig karrierevej, kan vi lige så vel fange arketyperne i opløbet. Ånden flyver lavt på Christiansborg i disse år, som tidligere minister Birthe Rønn Hornbech skrev sidste år, og en bærende årsag er, at for mange mandater er grå nuancer af de samme statskundskaber.
Nu vil internettets skrivebordstomater tænkeligt fare i flint og fortælle mig, at demokratiet allerede har en mekanisme, der afgør kandidaters valgbarhed: frie folketingsvalg. Her vil jeg modargumentere på samme måde, som regeringen i øjeblikket forsvarer et forbud mod salg af alkohol til unge under 18 år: Kulturen skal ændres, og et forbud er desuden for de unge menneskers eget bedste. Folketinget skal have en vis erfaringsrig tyngde — og det skal ikke have lov til at kvæle den frie ungdoms energi så tidligt. Det er da synd.

Jeg beundrer politisk vilje til at kæmpe for det, man tror på, især blandt mine jævnaldrende — men hvorfor i Folketinget? Fra 1920 har valgretten varieret fra 25 år til 23 i 1953, 21 år i 1961 og siden 1978 altså 18 år. Men i modsætning til dengang er der i dag tusinde andre måder at lave politisk rav i den end på bagerste række i parlamentet. Det er et old man's game.
Og der er mange måder at forme en troværdig og tung adkomst i sine formative år, så man faktisk ér en parlamentarisk trussel, når man engang stemmes ind. De mest indflydelsesrige debattører under 30 år skriver og taler fra en friere position udefra. Se bare på Greta Thunberg. Hvorimod en ofte set følgeskade af magthungrende, partiske bestræbelser ofte fører til ideologisk ensretning. Lad ånden flyve frit, den kan tids nok sættes på formel.
Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk.
Del: