Opinion. Det nye parti Højre siger nej til swingersex i radioen og adoptioner til homoseksuelle.
Folket og familien først
Retshistoriker Ditlev Tamm har her i avisen efterspurgt en konservatisme, der ikke går til i grundskyld og skattepolitik. Det er en god efterspørgsel, for når konservatisme reduceres til vækst og bedre økonomiske vilkår til erhvervslivet, kan den ikke andet end at sikre en i forvejen privilegeret økonomisk elite. I stedet vil Tamm sikre en konservatisme, der fremstår »som en holdning bygget på grundlæggende værdier i samfundet og ikke på snusfornuft«. Det lyder fornuftigt, men Tamms værdier er overfladiske og intellektuelle. Tamms grundlæggende værdier er ikke grundlæggende nok. I Berlingske kræver han en »intellektuel tilgang til og forståelse af tilværelsen,« og dermed overser han, at familien, folket og pligten udspringer af en virkelighed, der ikke er intellektuel, men som alle mennesker møder hver eneste dag. Vi behøver ikke retfærdiggøre sandheder med statistik og intellektuelle argumenter. Vi har ikke familier, venner og landsmænd, fordi det er nyttigt eller videnskabeligt indlysende, men fordi det er sådan, livet er.
Derfor er jeg medstifter af det nye parti Højre. Vi vil i Folketinget, fordi alle såkaldt konservative partier i dag er liberale. Der findes intet parti, der modsætter sig de sidste 100 års progressive tiltag og tør forestille sig et Danmark, der er markant anderledes og bedre end i dag. Hvor Tamm nævner EU, retsstaten og menneskets ansvar for egen udvikling, tager partiet Højre udgangspunkt i familien, folket og menneskets pligt over for andre.
Del: