Interview. Sygeplejerskerne dumpede fatalt under sidste års konflikt, vurderer en gammel allieret og modstander. Dennis Kristensen tilbyder sig som rutefører for en vej ud af krisen.
Fjenden ved siden af
Fagbevægelsens syge mand kan man jo ikke tale om, når samtaleemnet er de danske sygeplejersker og deres formand. Kønsmæssigt er pointen nærmest den modsatte: Dansk Sygeplejeråd er et kvindefag, ledes af en kvinde og har gennem en dramatisk og langvarig overenskomstfornyelse været i faglig kamp med det erklærede mål at sikre kvinder ligeløn.
Men at sygeplejefaget er ramt af faglig sot, lader sig næppe nægte. To gange blev formand Grete Christensen sidste år underkendt af egne medlemmer. Til sidst greb regeringen ind, og vinteren over må man nære sig og dulme sine sorger ved den vintermilliard, som finansloven sikrede det trængte sygehusvæsen til deling mellem de relevante faggrupper.
Del: