Alle gode gange seks

»JEG MÅ BARE konstatere, at jeg nu er den sjette statsminister, der problematiserer bureaukratiet. Poul Schlüter var den første. Problemerne er kun blevet større.« Ordene faldt i statsminister Mette Frederiksens nytårstale. De faldt, efter at hun endnu en gang havde varslet, hvad hun selv beskrev som »noget vidtgående. At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra. En ny kort og præcis ældrelov. Med klare værdier. Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav. Lad medarbejderne bruge deres gode hoveder og varme hjerter. Lad os pårørende være mere sammen med vores gamle. Lad de ældre få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver.«

Det er flot formuleret og ikke første gang, at statsministeren taler på denne måde. Hun gjorde det også i åbningstalen i 2020. Der var udspillet mindre ambitiøst og omfattede kun syv kommuner. Det var ikke desto mindre et forsøg på at puste ny ånd i den idé om frikommuner, som har levet lige siden 1984. Der er blot den hage ved det, hvad Mette Frederiksen selv indrømmer, at der aldrig er kommet andet end småtterier ud af det. Samtidig er statens regulering af kommunerne i et parallelspor blevet stedse tættere.