Det gamle italienske ordsprog om, at »alt skal forandres, så alt kan fortsætte med at være, som det altid har været«, fornyede i denne uge sin aktualitet, da Italiens udenrigsminister, Luigi Di Maio, brød ud af sit parti Femstjernerne og tog en større gruppe parlamentarikere med sig ind i en nydannet parlamentarisk gruppe.

Bruddet får dog formentlig ikke konsekvenser for hverken stabiliteten eller sammensætningen af landets samlingsregering, hvor premierminister Draghi virker fast besluttet på at beholde sin udenrigsminister, og regeringen har opbakning nok til at kunne holde sig på benene uden Femstjernerne, hvis partiet skulle vælge at trække sig fra regeringen.