Fatalismens faldgruber

DET kan i denne tid være fristende at se terrorangrebet 11. september 2001 som indvarslingen af den vestlige civilisations endeligt. De to tvillingetårne, som var verdens højeste, da de blev bygget, stod som lysende symboler på frihed, foretagsomhed og samhandel og på den vestlige vilje til altid at stræbe højere og højere mod himlen. Så sank de i grus og blev pludselig babelstårne, symbolet på menneskelig ærgerrighed og dårskab; symbolet på, at menneskeheden ikke var forenet, og at folkeslagene ikke nogensinde ville komme til at forstå hinanden. Efter den ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan synes cirklen at være sluttet. Hovmod står for fald.

ER det uomtvisteligt, at Vesten i de forgangne 20 år er blevet voldsomt svækket, så er der ikke desto mindre tale om en farlig efterrationalisering. Da terroren ramte 11. september, var USA på højden af sin magt. Som den udenrigspolitiske tænker Robert D. Kaplan forleden mindede om i en artikel i National Interest, havde USA i 2001 flere succesfulde militære interventioner i frisk erindring: Kuwait blev befriet fra Irak, Panama slap af med diktatoren Manuel Noriega, og på Balkan blev krigene bragt til ophør. Hertil kom, at Ruslands nye præsident Putin endnu ikke var trådt i karakter som despot, mens Kina blev regnet for hele verdens produktionshal, opmuntret af den smilende generalsekretær Jiang Zemin, der gik ind for at skabe en rød markedsøkonomi. Terroranslaget mod USA blev derfor dengang overhovedet ikke anskuet som et forvarsel om USAs fald, men tværtimod som profeti om en ny stor kamp: kampen mod den globale terror. Og som USA havde besejret først nazismen og siden kommunismen, ville man nu vinde over islamismen. Om nødvendigt ved at lave lande, som gav husly til terrorister, om indefra.