Det er ikke alle de danske folkevalgte, der er begejstrede for, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tidligere i dag holdt tale i Folketinget. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der sidder i Folketingets præsidium, var imod besøget og havde en bemærkelsesværdig begrundelse.

»Jeg er bange for, at det skaber en præcedens, der kan være svær at kontrollere efterfølgende, hvis Trump eller andre, som vi ikke har lyst til at se på Folketingets talerstol, skulle komme på besøg,« skrev han i en sms til Ekstra Bladet tirsdag.

»Ligesom Clinton, Churchill og Montgomery heller ikke talte der, da de i sin tid besøgte Danmark,« lød det videre fra Dansk Folkepartis formand. Han så hellere, at Zelenskyj havde holdt sin tale i Landstingssalen, ligesom præsidenten gjorde, sidst han besøgte landet.

I flere medier har man da også kunnet læse, at talen er højst usædvanlig. »Zelenskyj bliver første udenlandske statschef der taler i Folketinget,« lød en rubrik i Berlingske eksempelvis. Og Folketingets formand, Henrik Frandsen (M), bekræftede, at det er et brud: »Det er noget helt nyt. Det er første gang, vi gør det.«

Originalfoto: Thomas Traasdahl, Scanpix

Men det er nu ikke første gang, at en udenlandsk statsleder holder tale fra Folketingets talerstol. Det er sket mange gange før. Når Danmark er vært for Nordisk Ministerråd, er der tradition for, at man bruger Folketingssalen til at afholde plenarmøder, hvor stats- og udenrigsministre fra de nordiske lande holder taler, og hvor medlemmerne af Nordisk Råd fra de respektive lande kan stille spørgsmål. Således holdt statsministre fra Norge, Sverige, Finland og Island alle taler fra Folketingets talerstol, da Danmark var vært for Nordisk Ministerråd i 2011, 2016 og senest i 2021, hvor også NATOs daværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, var på talerstolen.

Der har altså stået mange udenlandske statsledere på den talerstol gennem tiden. Ved ingen af de lejligheder har Dansk Folkeparti brokket sig over det. Tværtimod har de selv deltaget i disse arrangementer via deres medlemmer af Nordisk Råd, der både har stemt og stillet spørgsmål til de nordiske ministre.

Den eneste forskel har været, at salen ved disse lejligheder ikke har været anvendt af Folketingets, men af Nordisk Råds medlemmer. Det kan tænkes, at det er denne tekniske detalje, der gør den store forskel for Morten Messerschmidt og kan forklare, hvorfor han i nogle tilfælde intet problem har med, at en udenlandsk statsleder står på talerstolen, og i andre tilfælde ser det som en farlig præcedens.

Det kan tænkes. Det kan også tænkes, at Morten Messerschmidt har fundet en teknikalitet, han kan bruge til at vise en lille symbolsk modstand mod Ukraines præsident Zelenskyj. Dansk Folkeparti har under Messerschmidt i tiltagende grad lagt sig på linje med de europæiske højrepopulistiske partier, hvor der er en udtalt skepsis mod støtten til Ukraine og et udbredt ønske om at søge fred med Rusland.

Herhjemme er denne holdning stadig temmelig marginal og politisk isoleret. Der er ikke desto mindre et lille segment blandt vælgerne, der ikke bare er trætte af heltedyrkelsen af Zelenskyj, men ligefrem bebrejder ham krigen. Det er svært ikke at læse Messerschmidts bekymring for talerstolspræcedens ind i denne kontekst og se den som et lille pift i hundefløjten.

I øvrigt ...

NVIDIA betaler dyrt for, at deres leder, Jensen Huang, har haft en affære med en påstået kinesisk spion. I fredags, inden skandalen brød ud, havde NVIDIA en markedsværdi på 4.507 milliarder dollar. I går var den faldet til 4.078. Dermed er cirka 430 milliarder dollar fordampet på under en uge. Det svarer til omtrent 2.800 milliarder kroner.