Leder. Mellemøstforskningen i Danmark har kort sagt længe været grotesk enøjet. Forskerne har været forelskede i deres eget fag, og kritik er ofte blevet affejet som islamofobisk.
Enøjet
BOYKOT Israel, lød budskabet i en underskriftsindsamling i Politiken. Det er ikke i sig selv et opsigtsvækkende krav. Den såkaldte Boycott, Divest, Sanction-bevægelse, BDS, har i adskillige år forsøgt at få regeringer og uddannelsesinstitutioner til at behandle Israel, som man behandlede Sydafrika i 1980erne: et apartheidstyre, der bør isoleres af alle anstændige mennesker. Opsigtsvækkende var heller ikke budbringerne, en række danske mellemøstforskere, deriblandt nogle af landets mest toneangivende. Men da de skriver, at deres solidaritet med palæstinenserne og opfordring til boykot følger af deres virke som »forskere og undervisere«, er det passende at se på, hvad de ellers har haft at sige om deres forskningsområde.
DEN danske mellemøstekspertise har længe været mangelfuld, for at sige det mildt. Ville man have svar på, hvorfor Mellemøsten på stort set alle parametre, også menneskerettighederne, halter efter resten af kloden, har man ikke fået megen hjælp. Svaret har i reglen lydt, at det i hvert fald ikke havde noget med Mellemøstens dominerende religion at gøre. Først og fremmest handlede det om eftervirkningerne af den vestlige kolonialisme og om, ja, Israel, måtte vi forstå. Undertrykkelsen af kvinder, homoseksuelle, religiøse, politiske og etniske mindretal havde de mellemøstlige regimer ikke rigtig selv ansvaret for. Ville man have svar på, hvad de arabiske borgerkrige handlede om efter 2011, fik man også fattig besked. Kun de færreste forskere havde øje for den intolerante islamisme i området. Hvorfor er offentligheden blevet serviceret så sølle?
Del:
