Den såkaldte spiralsag eller -skandale har siden 2022, hvor en DR-podcastserie bragte den frem, været det mest betændte emne i relationen mellem Grønland og Danmark. I en tid, hvor Trump-administrationen har et skarpt blik for splittelse mellem rigsfællerne, er den mildt sagt sprængfarlig. Som vi viser i denne kronik, skal spiralsagen imidlertid ikke ses som et isoleret grønlandsk-dansk fænomen – den skal snarere opfattes som en lokal manifestation af den globale befolkningskontrol, som i perioden efter Anden Verdenskrig rullede ud over store dele af den ikkevestlige verden fra sit udgangspunkt i USA.

Udrulningen af spiraler i Grønland fra slutningen af 1960erne omtales ofte, med rette, som en skandale. Grønlandske kvinder og meget unge piger fik opsat spiral under så asymmetriske magtforhold og helt urimelige omstændigheder, at deres samtykke i mange tilfælde var meget tvivlsomt. Antallet af børn født i Grønland faldt på mindre end ti år med cirka 50 procent. I den aktuelle debat om spiralsagen overses det imidlertid, at befolkningskontrol var et globalt fænomen, og at spiraler mange steder i verden blev anvendt som redskab til at begrænse tilvæksten i postkoloniale befolkninger. Spiralskandalen er i bund og grund en global skandale.