En molbohistorie

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Når man læser Højesterets tre kendelser om sagerne mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen, kommer man, som jeg tidligere har skrevet, uvægerligt til at tænke på historien om molboerne og hyrden.

Ifølge den fik hyrden til opgave at jage storken ud af kornmarken, men man frygtede, at han på grund af sine store fødder ville trampe for meget korn ned. Derfor placerede man ham på en dør, som seks mand bar ind i kornmarken, hvor han så kunne skræmme storken, inden den åd for meget af den dyrebare høst.

Da Højesteret fredag afgjorde, at sagerne skal foregå for delvist åbne døre, var en central del af begrundelsen, at det såkaldte kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og amerikanske NSA, som de to er tiltalt for at have røbet, er kendt i offentligheden.

»Højesteret lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at kabelsamarbejdets eksistens på nuværende tidspunkt må anses for offentligt kendt. Højesteret finder, at de hensyn, som ligger bag ønsket om at undgå at bekræfte kabelsamarbejdets eksistens, ikke gør det nødvendigt, at dørene lukkes under hovedforhandlingen, når de afvejes over for de hensyn, der taler for offentlighed,« hedder det blandt andet i en af kendelserne.

Når et flertal af dommerne i Højesteret underkender by- og landsrettens kendelser om dørlukning og samtidig slår fast, at sagen mod Claus Hjort Frederiksen er så politisk, at den hører hjemme i et nævningeting, er det selvsagt et eklatant nederlag for anklagemyndigheden. Argumentet for dørlukning har været, at sagen omhandler så hemmelige forhold, at det vil skade rigets sikkerhed, hvis offentligheden får adgang til domsforhandlingerne.

Nu slår Højesteret altså fast, at den skade så at sige er sket. Og det store spørgsmål er så, hvorfor den er det. Her peger pilen hverken på Hjort eller Findsen, men på anklagemyndigheden, Politiets Efterretningstjeneste og i sidste ende på sidste valgperiodes regering.

Det var daværende forsvarsminister Trine Bramsen, der satte maksimalt lys på sagen ved at hjemsende hele ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste på baggrund af en kritisk tilsynsrapport, hvis substans siden er fuldstændig tilbagevist af en kommission bestående af tre landsdommere.

At en forsvarsminister på egen hånd hjemsender blandt andet chefen for efterretningstjenesten uden at søge opbakning på højere sted, anses af alle med indsigt i regeringsforhold for utænkeligt. Hvordan beslutningsgangen præcis har været, henstår i det uvisse. Både Hjort Frederiksen og Lars Findsen har i forskellige omgange peget på Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Om vi nogensinde får det fulde svar, er uvist.

Til gengæld er det åbenlyst, at forskellige myndigheder med helt usædvanlig træfsikkerhed har formået at eskalere sagen, hver gang der har været lejlighed til det, hvormed man har sikret sig yderligere omtale af det, der ikke skulle tales om.

Eksempelvis da man med maksimal bulder og brag anholdt Lars Findsen og en række andre efterretningsfolk i selvsamme uge, som konklusionerne i kommissionsrapporten, der tilbageviste den oprindelige kritik af FE, blev offentliggjort.

Siden kom sigtelsen og tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen for i interviews at have røbet statshemmeligheder. I sig selv garanti for omtale og maksimal opmærksomhed at trække en tidligere forsvarsminister og fremtrædende oppositionspolitiker i retten for kritiske udtalelser om den siddende regering og siden forlange en hemmelig retssag.

Hvem der har været drivkraften i denne håndtering, er som nævnt uklart. Til gengæld er det ganske klart, hvem der har det formelle ansvar.

I første omgang den forsvarsminister, Trine Bramsen, der fik sagen til at eksplodere i offentligheden ved sin dramatiske håndtering af en tvivlsom tilsynsrapport.

Siden tre socialdemokratiske justitsministre, Nick Hækkerup, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard, under hvis ledelse straffesagerne hidtil er kørt.

Nick Hækkerup, der var den første i rækken, udtalte i sin tid, at han reelt kun var gummistempel for anklagemyndigheden. En udlægning, der allerede dengang blev undsagt af flere juridiske eksperter.

»Det lyder umiddelbart besnærende, når ministeren siger, at han ikke vil blande sig. Men loven siger det stik modsatte, og ideen er sådan set, at han netop ikke skal være et gummistempel,« sagde professor ved Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen i marts sidste år til TV 2.

Nederlaget i Højesteret tilhører med andre ord regeringen. Om ansvaret for en sag, der måske ender med ikke at kunne føres til ende, nogensinde bliver placeret, er det udestående spørgsmål.