Leder. Donald Trump har skabt en smal sti fremad for palæstinensiske og israelske ledere, der tør sige sandheden om fredens forudsætninger.
En lysning

Donald Trump taler ved topmødet om Gaza i Sharm el-Sheikh, efter han og leder fra regionen har underskrevet en aftale om våbenhvile. Foto: Yoan Valat, Scanpix.
FRAVÆRET af krig er ikke nødvendigvis fred, men i Mellemøsten må man tage, hvad man kan få. Gazakrigen har været den værste i regionens historie, og i lidelse og tabstal overgår den langt alle de tidligere krige siden 1948. Kan de traumatiserede israelere og palæstinensere kravle op af hullet og bevæge sig fremad mod en fredsaftale?
AF historien lærer man, at begge stridende parter må have en virkelig interesse i at indgå kompromis, skal der være håb om fremskridt. Israel og Egypten sluttede fred i 1979, seks år efter Yom Kippur-krigen, da begge parter erkendte, at de intet ville få ud af mere konflikt, og fordi der nu sad stabile regeringer, som formåede at løfte en aftale. I 1990erne havde både israelere og palæstinensere et reelt ønske om en aftale, men processen blev skudt i smadder af ekstremister på begge sider. Ingen af parterne var stærke nok til at modstå modstanderne i deres egen lejr.
Del: