Leder. Muligvis er Volodymyr Zelenskyj Mette Frederiksens ven, men hvad betyder det, at Putin faktisk er vores fjende og ikke blot en modstander eller rival? Det er tid til en samtale om, hvad der skal til for at knække putinismen.

En hel krig

UKRAINE udkæmper en krig om meget mere end nogle landområder mod øst. For ukrainerne er det et spørgsmål om overlevelse: landets, sprogets og kulturens overlevelse, en nations eksistenskamp. For Vladimir Putin drejer krigen sig ikke bare om kontrol med Sortehavet, men om at udslette Ukraine og etablere et storrussisk lebensraum. Putin er ikke bare en forsmået KGB-agent; han har en ideologi, antidemokratisk og antivestlig, med et klart mål.

SKAL Ukraine støttes, kræver det, at vi i Vesten forstår, at Rusland ikke bare er et autoritært gangstervælde, der er gået amok. Når Putin myrder Jevgenij Prigozjin og dræber eller fængsler politiske modstandere, skyldes det, at volden gennemsyrer alt. Den tyske historiker Karl Schlögel beskriver putinismen som et voldeligt system med et sovjetisk-stalinistisk dna, der betjener sig af målrettede mord, udbredt vold i fængsler og lejre, tilfældige overgreb, konspirationsteorier og opdeling af borgerne i folkefjender og patrioter. Putin er fascist, og han udøver magten indadtil, som han helst vil gøre det udadtil: ved at terrorisere sine modstandere til underkastelse. For ham er målet at omforme den europæiske sikkerhedsorden.

STØTTES må Ukraine, men det er tid til en reel samtale om mål og midler. Muligvis er Volodymyr Zelenskyj Mette Frederiksens ven, som hun siger, men hvad betyder det, at Putin faktisk er vores fjende og ikke blot en modstander eller rival?

HELT og fuldt har de vestlige lande endnu ikke støttet Ukraine. Det er kærkomment, at Danmark er i front i de diplomatiske bestræbelser på at hjælpe ukrainerne, men donationen af danske – og hollandske – F-16-fly afgør ikke udfaldet på slagmarken. Det vigtigste er, at Danmark sender et signal til de andre NATO-lande om at tage sig gevaldigt sammen og sætte handling bag støtteerklæringerne.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og statsminister Mette Frederiksen sidder i et af de F-16 fly, som Danmark har doneret til Ukraines kamp mod Rusland. Dog mener Martin Krasnik ikke, at dette vil afgøre udfaldet på slagmarken. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix Mads Claus Rasmussen

de ukrainske soldater ved fronten i mandags taknemmeligt mod København, skete det i bevidstheden om, at det stadig er for lidt og for sent. Ukraine har tryglet om fly i halvandet år, og leveringen fra Holland og Danmark erstatter kun det meget begrænsede luftvåben, Ukraine havde ved krigens begyndelse. Desuden leveres flyene, så de først kan tages i brug næste år. Ukraine mangler stadig ammunition, artilleri og ikke mindst et virkeligt og kraftfuldt luftvåben bestående af mange hundrede fly, både F-16 og andre flytyper, der kan bombardere russiske skyttegrave og militære installationer.

OVERMAGTEN er tydelig for ukrainerne. Der er utvivlsomt tendenser, der går Ukraines vej, men om to måneder kommer vinteren, hvor russerne igen vil grave sig ned og befæste deres positioner. Når toårsdagen for krigen markeres sidst i februar, er det forfra igen. For Putin og hele den russiske elite er krigen ikke slut, for den er ikke alene et middel til at nå et mål, regimet trækker vejret gennem krigen og volden. At fantasere om forhandlinger med Putin på baggrund af et snarligt, uafgjort resultat er virkelig helt absurd. En forhandlet fred med Putins regime intakt vil kun skabe en pause før det næste angreb.

KNÆKKES må putinismen, og det kan ukrainerne ikke gøre med Vesten som halvhjertet allieret. Europa har endnu ikke lukket helt af for leverancer af russisk gas. Og de vestlige lande har endnu ikke besluttet sig for at give Ukraine det militære isenkram, der skal til. Danmark har placeret sig diplomatisk i front, hvilket er det mindste, vi kan gøre efter at have slæbt så længe på fødderne i Ruslands- og forsvarspolitikken. Men tyskerne tøver, amerikanerne tøver, og der snakkes stadig om, at Ukraine må opgive territorier for at få fred. Måske er mange nervøse for et russisk nederlag, og hvad det kan medføre af kaos, men virkeligheden er, at krigen fortsætter, til Putin er besejret. For Zelenskyj er det ikke en halv krig. Det bør det heller ikke være for dem, der kalder sig hans venner. kras

kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også