Østpolitik. Valdemar Rørdam holdt med dem, der kunne knuse Sovjetrusland. Det kostede ham hans navn.
En falden
En sommerdag for 80 år siden fik den danske digter Valdemar Rørdam et mindedigt optaget på forsiden af det lille blad Danebroge. Digtet var henvendt til en falden på østfronten, en dansk officer, der havde lært »danske Drenge at slås for det Liv, hvorefter de længtes«, som Rørdam digtede i syv rimfaste vers.
Den faldne troede ikke på hymner til »Håbets Mirakler«, han havde troen, der »aldrig vakler«. Man genkender Rørdams karakteristiske bogstavering: Navneord med stort, som det hørte sig til før retskrivningsreformen af 1948, men med anvendelse af bolle-å. Rørdam var nordist, og i nordiske kredse holdt man af bolle-å.
Del: