»En ærgerlig samtale« lyder som invitationen til dagens hovedbestyrelsesmøde i partiet Venstre, men den komsammen kan De læse om alle andre steder. Her skal vi i stedet beskæftige os med udsendelsesrækken af samme navn fra Radio IIII om de problemer, som danskere med handicap oplever i det, der ellers skulle forestille at være en oplyst tidsalder.

Programmerne fra Radio IIII er, som man måske erindrer, en hovedårsag til, at den berømte radiovært Ditte Okman, som en anden Søren Gade, forlod Radio IIII i vrede og smækkede med døren, så det endnu ringer for ørene af de tilbageblevne.

Historien kræver en kort uddybning: Okman, der var blevet headhuntet for at trække lyttere til radiokanalen ved at udfolde sin enorme frækhed som radiovært, kunne ikke undertrykke sin latter, da hun i en udsendelse blev bedt om at lytte til et klip med en mand, hvis stemme var sløret og hakkende, fordi han var handicappet. Selvom Okman faktisk havde udtrykt betænkeligheder ved sin egen adfærd efter optagelsen, valgte Radio IIIIs redaktion at sende programmet med latteren alligevel, og en forudsigelig shitstorm fulgte. Dette skete i foråret.

Originalfoto: Christian Lindgren, Scanpix.

Efterfølgende besluttede chefredaktør Nikolai Thyssen, at Radio IIII skulle producere nogle udsendelser om de fordomme, der møder danskere med handicap. En form for bodshandling, kan man kalde det, eller refleksionsøvelse. Men for Ditte Okman var udsendelserne i stedet endnu en omgang botanisering i et fejltrin, som hun – og hendes chefer – for længst havde undskyldt og lagt bag sig, og derfor skred hun fra Radio IIII.

Nu er handicapprogrammerne så i denne måned blevet udsendt, og det er sket med en fanfare, der er omvendt proportional med det reklametordenskrald, der ledsagede ansættelsen af Ditte Okman sidste år – faktisk er udsendelserne nærmest blevet sneget ud ad køkkendøren som et mordoffer i et tæppe. Jeg hørte først om dem, da jeg skrev til Radio IIII og spurgte, hvornår de ville udkomme, og fik at vide, at de allerede var sendt.

Så hvordan kan det være?

Det første slående ved En ærgerlig samtale er, at de går uden om elefanten. Det berømte klip, hvor Okman og co. ler upassende, bliver slet ikke afspillet. Det omtales kun i overfladiske vendinger, og lytteren må derfor granske sin hukommelse for helt at fatte, hvorfor Radio IIII egentlig valgte at lave radio om handicappedes forhold. Ditte Okmans navn – eller de øvrige medvirkendes – nævnes heller ikke. Har man af den ene eller anden grund ikke hørt det oprindelige klip, må man gisne om, hvad der præcis fik Radio IIII til at trække i sæk og aske og opsøge de handicappede for at lære om deres trængsler. Det er en åbenlys mangel.

Sagen er også, at Radio IIIIs åndssvage fejltrin er en prut i en elevator, en lillebitte kulturel krusning. Det var en sag, der optog os andre i ti minutter, men er man født med et handicap, er ubehaget – den fysiske anderledeshed såvel som omverdenens hindringer og pile af nederdrægtighed – jo et livsvilkår. På en måde gør Radio IIIIs skandale, som anvendes som udsendelsernes krog, sagen mindre snarere end at motivere den, når det ikke forklares ordentligt, hvad Radio IIII var skyld i.

Det andet slående er, at titlen En ærgerlig samtale gør hele projektet sløret. Afsættet for de i alt tre timers programmer er en rapport fra Danske Handicaporganisationer, der peger på, at otte ud af ti danskere er usikre i mødet med de handicappede. Af den årsag er mange med handicap ensomme og har svært ved at leve et liv som medborgere på lige fod med flertallet, hvilket er en åbenlys tragedie i et samfund, der bryster sig af at være rummeligt.

Men er »ærgerlig« det rette ord til at beskrive en sådan tilstand? Åbenlyst er der tale om et ordspil på En særlig samtale, DRs format, hvor journalister med handicap interviewer berømtheder, men hvori består det ærgerlige? Er det Radio IIIIs grineskandale, der var ærgerlig? At Okman gik? Eller skal ærgerlig betyde en samtale, man bare helst var foruden?

Det tredje slående er, at En ærgerlig samtale er produceret på det, der lyder som et skrabet budget. Ingen musik og lækre overgange ved sceneskift, få regibemærkninger og reportageelementer, der kan bære lytteren igennem en timelang podcastserie på en underholdende måde. I stedet får vi noget, der lyder som råbånd fra tre timers samtale, ikke meget anderledes end skoleradio. Radio IIII forpasser en mulighed for at forvandle en fejl til noget smukt og storslået.

Det er ulykkeligt, for selve materialet er godt, og vært Anders Hoppe forekommer både empatisk og nysgerrig i sin tilgang til sine handicappede gæster og ekspertkilder. Vi møder mennesker som den unge kvinde Maria Sall, der sidder i kørestol og beskriver den hjerteskærende mangel på adgang til et almindeligt ungdomsliv, som Danmark tilbyder. »Der er nogle ting, som man bare hører, når man sidder i kørestol,« siger hun, »hvor at, hvis det var alle andre minoriteter, der fik fortalt det, så ville der komme en kæmpe shitstorm.« Og man tror hende. Hendes vrede er forståelig og fortjener at blive eksponeret.

Der er mere godt at sige om programmernes mange kilder, men den spartanske, ufærdige produktion yder dem ikke retfærdighed, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad Radio IIII egentlig ville opnå. At radioen har muskler, vidner den gode morgenflade og debatformaterne jo om hver eneste dag, så hvorfor er de muskler ikke flekset her? Hvorfor opgive et af sine mest lyttede programmer – Ditte Okman havde flere hundrede tusind lyttere om ugen – til fordel for et så uforløst handicapprogram?

Chefredaktør Nikolai Thyssen har forklaret, at man på Radio IIII tænker ved at lave radio, men hvis Thyssen har leveret input til programmerne, kan det ikke høres. Er det, der blev solgt som en art radiofonisk canossagang, dermed i virkeligheden bare endt som en minimal gestus? Et lille snoldet kirkelys til en tyver, som Radio IIII tændte i en krypt for at få det bedre med sig selv, mens man ledte efter Ditte Okmans afløser – og efterlod danskere med handicap, der hvor de plejer at befinde sig: på sidelinjen.

Radio IIII har nu hånet de handicappede ikke én, men to gange. Det er i sandhed ærgerligt.

I øvrigt ...

Jared Kushner, Donald Trumps svigersøn, har ifølge magasinet Vanity Fair i årevis fået stillet enorme summer til rådighed – over to milliard dollar – af præsidenten for De Forenede Arabiske Emirater og den saudiske kronprins. Historien melder ikke noget om, hvilke modydelser araberne skulle have forlangt til gengæld. Kilden til oplysningerne er, kulørt nok, hollandske spioner, der fik adgang til skærmbilleder af Kushners telefon via en russisk dobbeltagent og spærrede øjnene op, da de så gigantiske, mystiske overførsler. Historien, der er et uddrag af en bog, Princes and Thieves: Jared Kushner and Mohamed bin Zayed’s Secret Plot to Remake the Middle East, afvises af Kushner som et falsum.

Men hvis den er sand, føjer den sig fint til et mønster. Det er ikke længe siden, at et andet medie, ProPublica, afslørede, at en russisk oligark med bånd til Putin betalte for Donald Trumps søns storslåede bryllup på en luksusø. (Kushner var selvfølgelig også med til festen).